Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - B. Det frie Kultursamfund - 2. Den ideelle Kultur - C. Religiøs Kultur - XXXII. Positive Religioners social-etiske Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig med Magt. Dette har givet mig Noget at tænke paa. Ogsaa
mig har Selvhævdelsen bragt i Konflikt med Kirken, og hvor
den religiøse Spænding for Øjeblikket er stor, tør man formode,
at den især foraarsages af Uvillien over religiøs Underkuelse
. . . Jeg ser deri et Tegn paa, at vi endnu befinde os i de
forberedende Stadier, ikke allerede i den afgørende Bevægelse af
den religiøse Bevidsthed. Denne Bevægelse vil ikke udgaa fra
en Stræben efter Selvstændighed, . . . men fra en nyvakt
Følelse af Broderskab . . . Navnligt ville de ledende Aander ikke
saa meget bevæges af Bekymringen for deres eget religiøse Selv,
som af Medlidenhed med Folket, der nu igen er som Faar uden
Hyrder. Naturligvis vil denne Medlidenhed, hvis den er af rette
Art, igen indskærpe større Agtelse for ethvert Menneskes Selv.
Den vil ikke finde Menneskets sande Nød i ydre Kalamiteter,
heller ikke i den sociale Ulighed, men i Faren forat miste sit
Selv. Den vil altsaa se sin Hovedopgave i Opdragelsen til
Selvstændighed. Men den religiøse Reforms egentlige Drivkraft vil
dog ikke være Harmen over religiøs Underkuelse, men — som
hos Jesus og Luther — Medynken«. Det er her træffende
udtalt, at Trangen til aandelig Selvhævdelse hos dem, der frigøre
sig fra den religiøse Tradition, nutildags let udvikles paa
Bekostning af Evnen til Hengivelse og Medfølelse. — Endnu en
Følge af religiøs Emancipation har man med Rette henledet
Opmærksomheden paa. Stanton Coit, en af de mest energiske
Forkæmpere for en af Religion uafhængig Etik, siger i en Tale
om »Farerne ved Radikalisme i Religionen«: »Den blotte
Bortkasten af overleverede Lærdomme og Stræben efter egne Ideer
giver Mennesket en vis Tilskyndelse til stadig Forandring. Det
maa stedse have noget Nyt . . . . Nybagte Fritænkere ere som
Fugle, der, naar de ere slupne ud af Buret, flyve rastløst videre
fra Gren til Gren, fra Dal til Bjerg og fra Bjerg til Sø, uden
nogensinde at stanse forat bygge en hjemlig Rede for deres
Hjerte, men stedse ile videre og videre, indtil tilsidst deres
Vinger lammes, og de falde til Jorden i en øde Ørken«[1]. Ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
