Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Social Etik
- B. Det frie Kultursamfund
- 3. Den filantropiske Kultur
- XXXIV. Filantropiens Væsen og Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Verden før deres Tid[1], — saa staar det som deres udødelige
Fortjeneste at have hævdet de Lidendes Menneskerettigheder.
De have vendt Menneskenes Blik mod Sider af Livet, fra hvilke
det har en naturlig Tilbøjelighed til at holde sig borte. De have
derved først ret lært Menneskene at kende Livet. Trods den
højt spændte Idealisme i disse Verdensreligioner have de
derfor alligevel en afgjort realistisk Karakter. Den
Menneskekærlighed, de forkyndte, fik vel ofte en passiv og en sentimental
Karakter og var ikke altid skikket til at forædle Kulturarbejdet;
men i sit egentlige Væsen var den dog en ny Form for
aandelig Kraft, Udslag af et indre Livs Fylde, der formaaede at bære
Mere end det, den Enkeltes personlige Skæbne paalagde. (Smlgn.
[1] Ortodoxe Teologer
lade sig ikke nøje med at vise, at Hedningenes
Dyder ere glimrende Laster, men frakende ogsaa Hedningene de
Dyder, de virkeligt have. Saaledes siger Martensen: »I Hedenskabet
var Barmhjertigheden udslukt og ukendt« (Individuel Etik. p. 304),
og han udvikler, hvorledes »de mange Hospitaler og milde Stiftelser
pludseligt fremstaa som noget for Hedenskabet Nyt og Ukendt, alt
eftersom Kristendommen udbreder sig i Romerriget. Ti iblandt alle
de rige Hedninge og iblandt alle de vise Hedninge have Ingen
nogensinde tænkt paa Sligt til Hjælp for deres lidende Brødre, men kun
overladt disse til deres Skæbne«. (Social Etik. p. 160 f.). Dette er
historisk urigtigt. At Barmhjertighedens Aand ikke var Hedningene
ukendt, vil allerede enhver Læser af Odysseen vide: Fattige,
Fremmede og Bønfaldende staa der under Zeus’s Beskyttelse, som det flere
Steder udtales med stor Inderlighed. I Atén var der et særligt Alter
for Medlidenheden; Staten understøttede dem, der formedelst legemlig
Svaghed ikke selv kunde skaffe sig deres Underhold, og velhavende
Privatmænd ansaa det for deres Pligt at hjælpe de Fattige. Tukydid
fortæller i sin Beskrivelse af Pesten i Atén, hvorledes Mange, uden
at lade sig afskrække af Faren for Smitte eller af Sygdommens Uhygge,
gik ind i Husene forat pleje de Syge. I Platons »Love« (p. 729—730)
lægges meget stor Vægt paa Pligterne mod Fremmede, Venneløse og
Bønfaldende. Saadanne Bud ere fra den gammelariske Etik gaaede
over i den græske (se Leist: Alt-Arisches Jus gentium). — Heller
ikke vare Hospitaler og milde Stiftelser noget aldeles Nyt og Ukendt
i Hedenskabet. Navnligt opstod der i den romerske Kejsertid,
væsentligt under stoisk Indflydelse, en hel Række Foranstaltninger og
Stiftelser til Bedste for Slaver, Børn og Hjælpeløse. — Smlgn. L. Schmidt:
Die Ethik der alten Griechen. II, p. 289 f. — Schiern: Om
Humaniteten i den ældre romerske Kejserlovgivning. (Historiske Studier.
II).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 06:52:37 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/hhetik/0519.html
