Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - B. Det frie Kultursamfund - 3. Den filantropiske Kultur - XXXIV. Filantropiens Væsen og Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paadraget sig, arver den ved at fortsætte den og nyde Godt af
dens Følger. Den filantropiske Kultur staar fra denne Side set
som en Bestræbelse efter Genoprettelse af, hvad der er forsømt
og forskyldt. Friedrich Nietzsche har villet udlede den store
Elendighed og Nød, der findes i den europæiske Verden, af
»Slavemoralen«, der har holdt de Svage og Syge i Live paa de
Stærkes og Sundes Bekostning. I Modsætning til denne
Paastand er det vistnok med fuld Ret blevet hævdet, at hvis der
er sket en Forøgelse af de syge og ulykkelige Individers Tal,
saa er den for en stor Del netop at udlede af den Udbytning
af de Svage ved de Stærke, som Nietzsche i sin »Herremoral«
tager Ordet for. De »Herrer«, Nietzsche beundrer, opofre med
»god« Samvittighed Andres Sundhed og Ære for deres egen
Nydelse eller Fordel[1].
Hertil kan endnu føjes, at den individuelle Ejendomsret —
som tidligere (XXVI, 15) paavist — kun kan begrundes etisk,
naar Ejendommen opfattes som et Middel, der betros den
Enkelte, forat han ved det skal løse en social Opgave. Den
saakaldte Velgørenhed staar altsaa ikke som noget helt Nyt, som
en ganske særegen Dyd, men som en naturlig Følge, en Pligt.
5. Den store Betydning, som Buddhismen og Kristendommen
have haft og have i Filantropiens Historie, indskrænkes
ikke blot ved Blindheden af den Medlidenhed og Sympati, de
vække[2],
men ogsaa derved, at det for en meget stor Del var
religiøse Motiver, som laa til Grund netop for de mest
storartede Kærlighedsgerninger. Hvor Menneskekærligheden faar en
teologisk Motivering, er der et Mellemled mellem Giver og
Modtager, og disse staa ikke i et umiddelbart Forhold til hinanden.
Kærlighedsgerningen udspringer ikke umiddelbart af Medfølelsen,
men faar Karakteren af en Bodsgerning. Hvad man gav til de
Fattige, gav man ikke saa meget for deres Skyld, som forat
vinde sin egen Salighed. Almisse — sagde man i Middelalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
