Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - C. Staten - XXXVI. Folk og Stat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Haab, fælles Nederlag og fælles Sejre, alt dette binder sammen
med det stærkeste Kit. Og dertil kommer, at paa den instinktive
Nationalfølelses Trin staar alt paa ét Kort: det gælder i Kampen
alle Livets Goder paa én Gang; besejres man, maa man være
beredt paa at miste Frihed, Ejendom, maaske Livet selv; ja endog
Guderne mister man, idet de Sejrendes Guder fortrænge dem.
Det gælder at være eller ikke være. I Aischylos’ Tragedie
Perserne raabes der fra græsk Side, da Salaminerslaget
begynder: »Hellenersønner, befrier Eders Fædreland, Eders Børn og
Hustruer, de fædrene Guders Boliger og Fædrenes Grave!
Kampen gælder nu Alt!« — Anderledes naar Udryddelseskrigenes
Tid er forbi. Selve Krigen føres med større Humanitet, og det
er ikke længere alle Livets Goder, der staa paa Spil. Der gives
et almenmenneskeligt Samfundsliv, som rækker udover de
nationale Forskelligheder, og Modsætningen mellem vor egen
Nationalitet og den fremmede falder ikke længere sammen med
Modsætningen mellem Godt og Ondt. Vil da ikke Nationalfølelsen
engang have udspillet sin Rolle som mægtig historisk
Drivkraft, og vil ikke den etiske Betydning, den har haft, være
forbi? Den synes at maatte mangle tilstrækkelig Næring og
derfor heller ikke at ville kunne bevare tilstrækkelig Energi.
4. Nationalfølelsen har det fælles med enhver Følelse, der
nærmer sig Instinktet, at den ikke fremkaldes ved den Værdi,
som i og for sig kan tillægges det, hvortil den er knyttet. Vi
elske ikke vort Land og vort Folk, fordi vi anse dem for de
bedste, smukkeste, rigeste og bedst udstyrede; men vi elske
dem først og fremmest, fordi det er vort Land og vort Folk.
Det er en rent subjektiv, ikke en objektiv Vurdering, der
anstilles i Nationalfølelsen. Paa naiv Maade giver dette sig
Udtryk i de Superlativer, hvormed vi udstyre det, vi elske; disse
Superlativer ere Udtryk for Følelsens Inderlighed og Styrke,
men ikke for en objektiv Undersøgelses Resultat. Vi kunne
endog meget godt indrømme, at andre Lande og Folk besidde
en større objektiv Fortræffelighed; den Mangel have de dog
altid, at de ikke ere vort Land og vort Folk: »skønnere de er
maaske, ak, men det er ikke de«. Det gaar her som med
Selvopholdelsen: vi opholde Livet, først og fremmest fordi det er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
