Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - C. Staten - XXXVII. Ret og Moral
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kun forspilder sin etiske Berettigelse, »naar et under Rettens
Navn raadende Despoti steg til en saadan Højde, at det fra
Sædelighedsideens Standpunkt kunde siges, at ingen Ret var
bedre end en saadan Ret«. Grænsen for Rettens Uret overfor
Moralen synes dog her at være afstukken for snevert. Ikke
blot hvor Despotiet, men ogsaa hvor Trægheden hersker i
Rettens Navn, kan en positiv Retsbestemmelse miste sin etiske
Karakter. En positiv Lov kan staa i Vejen for en Ordning, den
etiske Lov kræver, og det er ikke sagt, at den etiske Fordrings
Fyldestgørelse kan vente, til den gældende Ret ad den i
Statens Love foreskrevne Vej afløses af en bedre Ordning. Ved
enhver gavnlig Reformation og Revolution sker der et etisk
Gennembrud, som sprænger den positive Lovs Skranker. Under
sædvanlige Forhold kunne de etiske Fordringer paa stille og
jevn Vis faa Afløb over i den positive Rets Former; men der
kan være opsamlet en saadan etisk Spændkraft, at et pludseligt
Gennembrud bliver nødvendigt. Ikke blot altsaa, naar den
positive Ret staar meget lavt, men ogsaa naar den etiske Fordring
staar meget højt, vil Konflikten komme, og komme som en etisk
Nødvendighed.
4. Hvor bestemt Forskellen mellem Ret og Moral gør sig
gældende, naar et højere Udviklingstrin er naat, kan ses af, at
man netop fra et alvorligt etisk Standpunkt har villet hævde,
at Ret og Moral slet ikke have nogen fælles Rod, og at Retten
ikke har nogen etisk Karakter. Kant og Fichte opfattede
Retten som en rent ydre Ordning, der nødvendigvis maa være til
Stede, naar selvstændige Væsener skulle leve sammen. Den ene
Persons Frihed maa indskrænkes saaledes, at den anden
Persons ligesaa store Frihed bliver mulig. Men Retten fastsætter
kun en ydre Ordning, forbyder faktiske Overgreb paa Andres
Frihed. Retten fordrer blot Legalitet, ydre Overensstemmelse
med de for flere Personers Samliv gældende Regler. Etiken fordrer
derimod Moralitet, indre Tilslutning til den erkendte Pligt.
Ligesaa lidt som den gode Villie har Noget at gøre paa Rettens
Omraade, ligesaa lidt har Legaliteten som saadan nogen etisk
Betydning.
Fichte har gjort det mest karakteristiske Forsøg paa at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
