Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - C. Staten - XXXVIII. Statens etiske Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
religiøse Konfessioner stemme med »Sædelighed og offentlig
Orden«; den kan ikke selv hente sit Sædelighedsbegreb fra nogen
af dem.
Fra Kristendommens eget Standpunkt er der kun da
Mening i Ideen om en kristelig Stat, naar man kan gaa ud fra,
at Alle i Folket ere Kristne. Men man sagde jo udtrykkeligt,
at man gik ikke ud derfra! Kristendommen skal altsaa raade
over dem, der ikke tro paa den ! — Hele denne Tale om kristelig
Stat er Uklarhed fra først til sidst.
Overfor højkirkelige Teologers Uklarheder er det velgørende
at se Grundtvigs sunde og klare Opfattelse af Statens Væsen.
Saa dybt han personlig var greben af Kristendommen, indsaa
han dog, at »hvor de borgerlige Forhold i Sandhed skal
genfødes og vinde Fasthed, dér maa man lade Kristendommen som
noget aldeles Frit og Uberegneligt aldeles ude af Regningen
. . . og holde sig til den Menneskenatur, Historien paa ethvert
givet Sted aabenbarer«[1].
2. Selvom man ikke vil bygge Staten paa et teologisk
Grundlag, kan man dog mene, at Staten er Udtryk for en højere
Sædelighed, at dens Love lærer den Enkelte, hvad der er godt
og rigtigt. Den Enkelte har vel sine subjektive Idealer, men i
Staten træder Idealet ham i Møde som en virkelig Magt. Den
antike Statsopfattelse, saaledes som den udvikledes af Platon og
Aristoteles, gik i denne Retning. I nyere Tid har Hegel især
gjort denne Opfattelse gældende i extrem Form. »Staten er den
sædelige Idés Virkelighed«. »Individet har kun Sandhed og
Sædelighed, forsaavidt det er Led af Staten«. Statens Magt er
»den sig som Villie virkeliggørende Fornuft«[2].
Denne Opfattelse har det fælles med den foregaaende, at
den ophæver den enkelte Personligheds Selvstændighed og frie
Overbevisning. De enkelte Individer betragtes som blot afhængige
og modtagende i Forhold til Staten, ikke hvert for sig som
konstituerende Medlemmer af den. Man giver Staten et Slags
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
