Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - C. Staten - XXXIX. Statens straffende Myndighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Paavirkning og Tilbagevirkning. Den viser sig ogsaa i, at der ikke
skelnes mellem den virkelige og den tilsyneladende Aarsag til
den smertelige Paavirkning, og deri, at Tilbagevirkningens videre
Følger ikke blive Genstand for Opmærksomhed. Det Væsentlige
er at faa Luft for den indre Uro og Smerte; — hvilke
Objekter det gaar ud over, og hvor meget det gaar ud over
dem, spiller ingen Rolle.
Den Udvikling, som Hævninstinktet undergaar under
Samfundslivets og Kulturens Udvikling, bestaar dels i, at Genstanden
for den hævnende Tilbagevirkning individualiseres, saa at Ingen
rammes uden netop den, fra hvem Paavirkningen udgik, —
dels i, at den hævnende Tilbagevirknings Styrke og Art
bestemmes i Forhold til Paavirkningens Styrke og Art og til den
Grad af Bevidsthed, med hvilken den udøvedes, — dels i, at
der ogsaa tages Hensyn til de videre Følger, den hævnende
Tilbagevirkning faar for det Individ, som rammes af den, og
for Samfundet i det Hele. Alt dette forudsætter, at Instinktet
stanses i Farten, — at der anbringes et Mellemrum mellem
Paavirkning og Tilbagevirkning, dette Mellemrum, der overhovedet
er saa betydningsfuldt i Bevidsthedens og særligt i Villiens
Udvikling[1], — og endeligt at Tilbagevirkningen ikke bliver
enkelte Individers eller Slægters, men Statens Sag. Først ved
denne Række af gennemgribende Forandringer bliver Hævnen
til Straf. Vi ville nærmere betragte nogle af disse Punkter.
2. Det enkelte Individ betragtes paa primitive Kulturtrin
ikke som isoleret, hverken hvad Rettigheder eller Pligter an
gaar. Det er Familier og Slægter, ikke selvstændige Individer,
der staa overfor hverandre. Hævnen øves derfor af ethvert
Medlem af den Slægt, til hvilken det forulempede Individ hører,
mod ethvert Individ af den Slægt, til hvilken Forulemperen
hører. Blod skal flyde, naar Blod er flydt; det er Hovedsagen;
hvis Blod, det er det Underordnede. Hvor den gamle
Familieorganisation endnu raader, som i Albanien, raader ogsaa denne
Betragtningsmaade endnu. Albaneseren modtager derfor ikke
den Fremmede, før han ved Forespørgsel har forvisset sig om,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
