Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Latter og Humor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LATTER OG HUMOR 57
Et Exempel paa denne Side af Humorstadet kan hentes fra
Kaalund’s Digt «Naturens Graad". Naturen længtes efter sine
Børn, der nu havde lukket sig inde i de store Byer. De strøm
mede da ud til hende i det Frie. Men den store Moder harmedes
over at se disse pyntede Herrer og Damer, og Harmen fik Luft i
en Tordenregn, som jog dem tilbage til Byen i vild Flugt og under
alskens Kalamiteter. Men Digteren bekender: „jeg selv var med,
jeg rulled i en Drosche!"
Der er i den store Humor en Dobbeltbevægelse. Den er Ud
tryk for en Selvhævdelse, der bygger paa Selvforstaaelse. Ordet
om Mesterskabet, der viser sig i Begrænsning, gælder her i ful
deste Betydning. Ti kun den kan hævde sig selv, som klart véd,
hvor han staar, — hvad han formaar, og hvad ikke, — hvad han
er værd opadtil og nedadtil. ’Den Egenskab, Aristoteles kaldte
Megalopsyki, og som bestod i at være sig sin egen virkelige Værdi
bevidst, udtrykker den rette Selvhævdelse fra den positive Side.
Skrankerne følge da af sig selv, idet de bestemmes indefra, ikke
udefra. De ligge ganske simpelt der, hvor Bevidstheden om eget
Værd hører op. Da Romantikerne i sin Tid forsøgte at stille Tieck
op som Goethe’s Jevnbyrdige, udtalte Goethe, at det var, som
om han vilde sammenligne sig med Shakespeare. Goethe var klar
over sin Grænse opadtil og nedadtil. Hans Ord om, at den, der
ikke kan have sig selv til Bedste, sikkert ikke hører til de Bed
ste, kan bruges som Motto for den store Humor. Det at have sig
selv til Bedste er ikke Et med Selvhaan. Humoristen haaner
ligesaa lidt sig selv som han haaner Andre. Han holder sig selv
saavel som dem op imod den store Baggrund, Livet har stillet
ham overfor, og Forholdet til den bestemmer baade den Plads,
han anviser sig selv, og den Plads, han anviser dem. Overalt
søger han Kærnen blandt Skallerne. Og da Skallerne ikke altid
røbe Kærnen, vil han være tilbøjelig til at mene, at det er vor
Uvidenhed eller vor Mangel paa sympatisk Forstaaelse (eller paa
Forstaaelsens Sympati), der gør, at vi ofte mene at finde Skaller
uden Kærner. Det er jo ikke alle Nødder, der kunne knækkes,
saa at man kan faa at se, hvad der er inde i dem. Som Goethe
skrev i en ung Students Dagbog: «Vorherre har skabt Nødderne,
men han har ikke knækket dem." Der kan netop blive Brug for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
