Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Ironi og Humor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60 HARALD HØFFDING
er mellem den Pessimisme, «Afstandens Pathos" nødvendigvis
forudsætter (idet «den store Hob" kun skal kunne være Midler,
Hindringer eller Kopier!), og den absolute Optimisme, hans Evan
gelium skulde forkynde 1).
Hos store Satirikere kan man studere dette Forhold, og hos
Ingen bedre end hos Swift. Hans Optagethed og Betagethed af,
hvad han forkastede og bekæmpede, træder saa grelt frem, at hele
Skikkelsen ofte er bleven formørket derved for Eftertiden, lige
som Swift’s eget Sind formørkedes derved. Han søger stedse nye
Udtryk for den Foragt, han følte for Menneskenes Mængde og
deres Færd, saaledes som han under sin Deltagelse (eller Forsøg.
paa Deltagelse) i det politiske Liv mente at have lært den at
kende. Han svælger i Billeder og Allegorier, der kunne udtrykke
denne Følelse. Han lader sin Gulliver rejse til Lilliput for i dette
Tommelidenfolk at kunne latterliggøre Europæernes Kultur. Og
naar Gulliver saa kommer til Kæmpefolket Brobdingnag, bliver
der Lejlighed til gennem den Beretning, Gulliver der aflægger
om Livet i Europa, at skildre Europæerne som «den mest for
dærvelige Race af afskyeligt Utøj, Naturen nogensinde har fundet
sig i at lade krybe omkring paa Jordens Overflade" (Gullivers
Travels. Part 11. Chap. 6). Højdepunktet naas dog senere i Beskri
velsen af det Folk, der kaldes „Houyhnhnms", et idealt Folk, der
naturligvis ikke har Menneskeskikkelse, men Hesteskikkelse. I
dette Land bor der, foruden Hovedfolket, en hæslig, dyrisk, lav
sindet Race, der har Menneskeskikkelse og lever Menneskeliv. I
disse „Yahoo’er" har Væmmelsen ved det Menneskelige fundet
sit voldsomste Udtryk.
Den store Satiriker har i disse Skildringer af Lavhed og Neder
drægtighed ikke blot fundet Udtryk for sin moralske Indignation,
men ogsaa for krænket Selvfølelse, for indre Lidelser og for tra
giske Livsforhold. Det er, for at bruge Leslie Stephen’s Udtryk i
hans Bog om Swift (p. 184), en saaret Sjæl, der taler til os, ikke
blot en Profet, der revser Usselheden.
Maaske har enhver Profet en saaret Sjæl. Men paa Eftertiden
vil han dog virke mest ved sin Evne til at gøre det Store og det
Sande gældende. Det er jo kun den nyere Tids profetiske Skik
*) Se min Karakteristik af Nietzsche i Moderne Filosofer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
