- Project Runeberg -  Den store Humor : en psykologisk Studie /
62

(1916) [MARC] [MARC] Author: Harald Høffding
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Ironi og Humor

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

62 HARALD HØFFDING
dem og gaa ind paa deres Meninger. Det er, som Ribbeck siger,
en Skæbnens Ironi, at netop den mest sandhedselskende af alle
Ateniensere skulde sættes i Klasse med Løgnere og Pralere. Men
netop Sokrates’ Personlighed, saaledes som Platon har skildret
den, bevirkede da ogsaa en Forandring i Opfattelsen af Begrebet
Ironi. Hos Aristoteles stilles Ironikeren i Modsætning til Praleren,
skønt han, ligesom denne, betegner en Mangel i Modsætning til
den Sandhedskærlige (Eth. Nie. TV, 13). Ironikerens Optræden
forklares ved hans Uvillie mod at slaa stort paa. Men det frem
hæves her endnu ikke, at den store Forskel mellem Ironikeren
paa den ene Side, Hykleren og Praleren paa den anden Side, be
staar deri, at medens Praleren gør det ydre Skin til sit Formaal,
fordi han netop vil gøre sig større end han er, og medens Hykle
ren bruger det ydre Skin som Middel til at opnaa selviske Formaal,
saa er for Ironikeren Skinnet et Middel til at bevare sit indre Liv
uforstyrret, eller maaske endog til gennem Indgaaen paa Andres
Forudsætninger at faa dem til at vinde i Klarhed. Paa denne
Maade opfatte vi nu Sokrates’ Ironi, ledede af den Anvisning,
Platon har givet i Skildringen af sin Mester. Et enkelt Sted giver
Aristoteles en Antydning i denne Retning, naar han om den Mand,
der har en stor Sjæl (6 {uyaXétyvyps), og som ikke blot agter sig
selv Noget værd, men ogsaa virkeligt er det værd, siger, at han
optræder ironisk overfor Mængden. (Eth. Nrc. IV, 9). Han har jo
Noget i sit Indre, han ikke uden videre kan meddele.
Senere Grækere stode igen fremmede overfor den Modsætning
mellem det Indre og det Ydre, der lagde sig for Dagen i den so
kratiske Ironi. Epikuræerne opfattede Ironien som Udtryk for
Overmod og Praleri 1), og Ciceros Lærer Epikuræeren Zenon
kaldte endog Socrates en attisk Spasmager (scurra Atticus) 2). —
Den sokratiske Ironi er stor Ironi, hvis Sokrates’ Stade over
hovedet er udtømt ved Begrebet Ironi, hvad der siden skal over
vejes nærmere. Ved den store Ironi falder det polemiske Forhold
til Omgivelserne bort. Der kan, som allerede antydet, være to
Opgaver, der løses ved denne Ironi. Ironi kan være Tilflugt for
*) Theophrasti Characteres et Philodemi de vitiis Über decimus. ed.
Ussing, p. 4. 57. 175.
a) Cicero: De natura deorum. I, 34.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 06:54:43 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/hhhumor/0064.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free