Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Ironi og Humor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
63
IRONI OG HUMOR
•
et Sind, der vil drage sig ud af Forholdet til det Ydre, til andre
Mennesker, til Livets givne Former, ledet af Trangen til at hævde
sig selv og arbejde paa sit indre Livs Udfoldelse, en Trang, der
naturligvis maa blive des stærkere, jo rigere et Indhold der er
ved at arbejde sig frem i Personligheden. En stor indre Fylde kan
gøre Isolation nødvendig, og ved i det Ydre at gaa ind paa og
anerkende Livets givne Former, Menneskenes Meninger og Sæder
og de raadende Autoriteter sparer man al Kraft til indre Arbejde
og indre Væxt. Men Ironien kan ikke blot tjene Selvhævdelsen.
Den kan ogsaa, og paa samme Tid, være en Metode, et pædago
gisk Middel til at muliggøre Forstaaelse af andre Personligheder,
en Forstaaelse, der igen er Betingelse for Hjælp, Opdragelse og
Medarbejde. Gennem den tilsyneladende Indgaaen paa Andres
Forudsætninger og Antagelser, gennem Anerkendelse af den Plads
og det Stade, de staa paa, faar man dem lettere til at aabne sig,
til at udfolde Konsekvenserne af deres Tanker, og dermed er
allerede det Samarbejde, i hvilket al virkelig Hjælp og al sand
Opdragelse bestaar, muliggjort. Medens Satiren støder Genstanden
bort, eller kun fastholder den for atter og atter at støde den bort,
kan Ironien være en Vej, ad hvilken det bliver muligt at trænge
ind i Genstanden og oprette et Fællesskab med den. Selv hvor
Ironien tjener Selvhævdelsen, er den ikke en Frastøden, men en
Unddragen, en Vej til at holde Sindets Helligdom fri for Omver
denens Indtrængen.
Naar Ironikeren vækker Vrede ved sin Adfærd, kan det være,
fordi Menneskene ikke holde af, at man vil opdrage dem, føre
dem ud over det, i hvilket de trygt hvilede. Saasnart de opdage,
at dette var Enden paa den tilsyneladende Anerkendelse af deres
Stade, krænkes deres Selvfølelse. Men Grunden kan ogsaa være,
at Mennesker nødigt se Nogen unddrage sig Fællesskabet med
dem. Det volder Utryghed, blot det, at der er Nogen, som ikke
vil være med. Man vil have fælles Bekendelse. Ikke blot paa det
religiøse Omraade gives der Dogmatisme. Har jeg Ret, hvorledes
kan saa en Anden have Ret til at gaa andre Veje end jeg? Og især
naar jeg ikke engang véd, hvilke andre Veje han gaar, bliver jeg
maaske uhyggeligt tilmode.
I begge sine Former, baade som Selvhævdelse og som Opdra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
