Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Handling og Humor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
HANDLING OG HUMOR
f
kan nu træde en Stemning af væbnet Agtpaagivenhed overfor
hvad der kan true. Men det kan ogsaa være, at naar den Situa
tion, der fremkaldte Sindsbevægelsen, er ophørt, falder Sindet til
Ro i sit gamle Leje.
Der er ved Opfattelsen af Mennesker en Forskel at gøre mel
lem Karakteren som Helhed og den særlige Maade, paa hvilken
den i en bestemt Situation lægger sig for Dagen. Allerede en
ældre Æstetiker (Hurd, eiteret i Lessing’s «Hamburgische Drama
turgie" Nr. 73) har bemærket, at selv Shakespeare’s kraftigst
tegnede Karakterer ikke i hver Ytring eller Handling udtrykke
deres væsentlige eller herskende Egenskaber, men kun, naar Si
tuationen giver en naturlig Anledning dertil. Dog vilde jeg hellere
vende Sætningen om og sige, at naar Situationen giver Anledning
dertil, kan der fremkomme Handlinger eller Ytringer, som ikke
direkte kunne siges at ligge i de herskende Egenskaber, skønt de
ikke ere uforenelige med dem. Det vidner om Shakespeare’s dybe
Forstaaelse af Menneskenaturen. Enhver Karakter er som et Or
kester, der kun i enkelte Episoder afbrydes af Solo’erne. Sinde
laget er et Orkester, Sindsbevægelsen en Solo. Man gør de dra
matiske Digtere Uret, naar man overser denne Forskel. Allerede
Aristoteles (Poétik. Kap. 15) begaar en saadan Uret, naar han
finder en Inkonsekvens i Euripides’ Ifigeneia deri, at hun frem
træder som en Anden, naar hun trygler sin Fader om Livet, end
da hun senere villig gaar i Døden. Forklaringen er dog ganske
simpel. Det er jo i Mellemtiden gaaet op for hende, at hendes
Offerdød er nødvendig for Grækerhærens Skyld, og at hendes
Vægring vilde udsætte den ridderlige Achilleus for Undergang. 1)
En lignende misforstaaende Kritik har jeg ogsaa hørt overfor
Euripides’ Medeia, fordi hun jamrede sig i Enrum, men optræder
med kongelig Værdighed overfor Stadens Kvinder. De fleste
Mennesker give jo dog mere efter for deres Sindsbevægelser i
Enrum, end naar de optræde overfor andre Mennesker. Denne
Forskel behøver aldeles ikke at have Noget med Karakteren at
gøre, og den indeholder ingen Modsigelse. En lignende Kritik er
rettet mod Sofokles’ Antigone, der trodser Kongens Forbud mod
l) Se Gertz’ Oversættelse af Ifigeneia i Avlis. Noten til v. 1368.
Den store Humor 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
