Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Historiske Betingelser for Humor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HISTORISKE BETINGELSER FOR HUMOR 137
vets hele Tragedie og Komedie" opleve vi saadanne blandede
Følelser (p. 50 B). Tragedie og Komedie stode for Platon (i en
Periode af hans Tankes Historie) i nøje Forbindelse. Men des
værre siges der i den berømte Slutning af «Symposion" kun
det, at det er den samme Mands Sag at digte Komedie og Tra
gedie. Hos Platon kunde man maaske forudsætte den store Hu
mor, naar man ser, hvorledes han, netop i «Symposion", stiller
Livets Modsætninger sammen og gennem Spøg og Ironi lader de
største Tanker komme til Udfoldelse. Men til fuld Udvikling som
Totalfølelse er den dog ikke kommen, dels vel paa Grund af den
Pessimisme, der prægede hans sidste Aar, dels, og maaske især,
fordi han var mest optagen af at udvikle sine Tanker i deres
systematiske Form. Til dette sidste Punkt ville vi i næste Kapitel
vende tilbage.
At Platon ikke manglede Blik for, hvorledes der gennem for
skellige Følelsers Skiften kan udvikles en Totaltilstand, ses, som
ovenfor (§ 2) omtalt, af hans Beskrivelse af, hvorledes Karakter
fasthed («Tapperhed") bliver til. Men for den Totalfølelse, vi
kalde Humor, har han ikke havt Blik. Han har ikke staaet i det
levende Forhold til Livet som hans store Mester. Hans Psykologi
har ikke evnet at fremstille den Totaltilstand, der laa bag ved
dennes Livsvirksomhed, og som netop er det største Exempel
paa den store Humor. Dette strider ikke imod den Sætning, at
medens Ironi er en antik Følelse, er Humor en moderne Følelse.
Ti Sokrates staar netop ved et Gennembrud, hvor det Antike
viser ud over sig selv, og det er netop derved, at han kan staa
som Repræsentant, ikke blot for en enkelt Tid, men for al men
neskelig Stræben idethele. Jeg kommer tilbage ogsaa til dette
Punkt i næste Kapitel, men bemærker foreløbigt Følgende.
Hegel og Kierkegaard have paavist, at Ironi var den naturlige
Form for det Gennembrud i den antike Oldtid, da Personligheden
for første Gang stiller sig i Modsætning til den givne, overleverede
Tingenes Orden og stræber at blive en lille Verden for sig selv.
Foreløbigt gælder det blot om at hævde Retten til at være sig
selv, tænke sine egne Tanker, tåge Livet paa sin egen Maade.
Men saalænge der endnu ikke kan udvikles en ny omfattende
Tankeverden og en ny social Orden, saalænge er det naturligt, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
