Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Historiske Betingelser for Humor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HISTORISKE BETINGELSER FOR HUMOR 143
dristig Selvhævdelse som Grundlag for al personlig Udvikling,
dels til som Karakteregenskab og Grundsætning at fremhæve det
høje Sind, der lægger sig for Dagen ved, at Livet med alle dets
Interesser og Opgaver ses som en forsvindende Episode indenfor
en uoverskuelig Tingenes Orden. — Ordet Højsind (magnanimitas
eller sublimitas) var et Slagord i Renaissancens Literatur. Den
Egenskab, det betegner, stod som en naturlig Udfoldelse af den
frie Kraft, med hvilken man nu var tilsinds at tåge fat paa Livet
og dets Opgaver. Under forskellige Former fremtraadte dette
Begreb hos den ældre Renaissances Moralfilosofer 1), og fik især
videregaaende Indflydelse paa den følgende Tid gennem Telesio’s
Etik, ifølge hvilken Højsind staar som den højeste Form for
Selvhævdelse.2) Hos Bruno, Descartes og Spinoza forener sig saa
med den rent psykologiske Udredning af Højsindet Indflydelsen
paa Sindet af det nye Verdensbillede i dets Uoverskuelighed.
Hvad der hos en Natur som Pascal vakte Rædsel, Menneske
hedens forsvindende Plads i Universet, det vakte hos Renaissan
cens store Tænkere netop en Følelse af Adel og Værdighed.
Det var ikke blot den større Udstrækning i Tid og Rum, der
paavirkede Sindet. Udvidelsen af Verdensbilledet etterfulgtes af
en stedse mere indgaaende Forstaaelse af Lovmæssigheden i Til
værelsen. Verdensbilledet godtgjorde mere og mere en indre
Sammenhæng mellem Alt i Verden, det Ringeste som det Højeste,
gennem almene Love.3) Støvgranet og Kloden bevæge sig efter
de samme Love. Intet staar isoleret og tilfældigt. Selv det Übe
tydeligste har sin bestemte Plads i Tilværelsen, og det i Kraft af
den samme Lov, som anviser det Store dets fremragende og
iøjnefaldende Plads.
I samme Retning som Naturopfattelsen virkede snart ogsaa den
historiske Forstaaelse, der udviklede sig i det attende og det nit
tende Aarhundrede. Indenfor Menneskelivet, der var en Episode
i Verdenslivet, kom igen det enkelte Folks, det enkelte Slægtleds
og det enkelte Individs Liv til at staa som Episoder. Herved dan
’) Fiorentino: Il Risorgimento Filosofico nei Quatrocento. Cap. IV. —
A. Herrlin: Renæssancens Etik. (Trykt som Manuskript.)
*) Den nyere Filosofis Historie. I. p. 96.
3) Den nyere Filosofis Historie. Anden Bog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
