Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Humor og Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152 HARALD HØFFDING
som det rige Menneske og den store Digter, han var, havde en
levende Opfattelse af Livets Modsætninger, og Livet stod for ham
som Komedie og Tragedie paa én Gang (se § 40), saa glemmer
han dog i Ideernes Verden baade Tilværelsens Tragik og dens
Komik. Forandringer og Modsætninger raade kun i den sanselige
Verden; men i Idéverdenen raade Uforanderlighed og Enhed.
Hverken den tragiske Jammer eller den komiske Latter er der
Brug for i Tankens Verden. Og overvættes Latter eller Jammer
er af det Onde, fordi Sindet derved sættes i saa stærk Bevægelse
i en enkelt Retning, at dets Fasthed og Enhed svækkes. Platon
anvender ikke paa Komedie og Tragedie, hverken Livets eller
Kunstens, hvad han saa indtrængende hævder om Tonekunsten,
at der kan vækkes en Stemning, som kan vedblive at holde sig,
selv om der ikke kan gives Grunde for de Tanker eller de Ger
ninger, den afføder («Staten" 111 p. 401). Der er her en bestemt
Modsætning mellem hans Antydning i Slutningen af «Symposion",
at det maa ligge til samme Mand at digte Komedie og Tragedie,
og hans Standpunkt i «Staten". Han tager i dette sidste Skrift
udtrykkeligt Muligheden af at forbinde Komedie og Tragedie til
bage. («Staten" 111 p. 295 B). 1)
En Sammensmeltning eller Organisation, som den, der ligger i
Begrebet Totalfølelse, ansaa Platon for umulig, naar Livets største
Modsætninger kom til at skaffe sig det fulde, lidenskabelige Ud
tryk. Intellektuel og etisk Interesse var tilsidst saa stærk hos
ham, at hans rige menneskelige Erfaring ikke kunde afsætte sin
fulde Virkning i hans Sind, i hvert Tilfælde ikke en Virkning,
som hans Tanke kunde anerkende og udtrykke. For ham, som
idethele for Oldtidens Tænkning, stod nu engang det Uforander
lige og det Foranderlige som de to største, uforenelige Modsætninger,
*) Hans Ræder (Platons philosophiscke Entwickelung. Leipzig 1905 p.
208) finder ingen Modsigelse mellem de to Dialoger paa dette Punkt,
idet Enheden af Komedie og Tragedie i «Symposion" skal opstilles som
et Ideal, medens denne Enhed i «Staten" opfattes som faktisk umulig.
Men det er i Virkeligheden to Idealer, der stilles overfor hinanden: over-
for det poetiske Ideal i «Symposion" stilles i «Staten" det etiske Ideal
af en paa Selvbegrænsning og indre Harmoni bygget Personlighed, der
ikke kan give Rum for den store Modsætning mellem det Tragiske og
det Komiske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
