Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Humor og Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172 HARALD HØFFDING
kan man forene Interesse for og Forstaaelse af det Enkelte i dets
Ejendommelighed og dets Værdi med Henblikket til en større
Helhed. Saa forsvindende det Enkelte end kan synes at være,
saa bliver dets Værdi dog aldrig Nul. Og selve den større Hel
hed, af hvilken det er et Led, viser sig igen forsvindende over
for mere omfattende Helheder. Det kan maaske forudses, at ogsaa
dens Tid engang vil være forbi, saaledes som Shakespeare’s
Prospero aner det, og som moderne Forskere ofte have antaget
det, hvad vort Verdenssystem angaar. Man behøver overhovedet
ikke at være Optimist for at være Humorist; tvertimod vil Opti
misme (smlgn. § 48) udelukke Humor ved at hindre en tilstrække
ligt grundig Indtrængen i alle Sider af Livet. Humoristen vil ikke
høre til dem, der glæde sig over, hvor herligt vidt vi have dre
vet det; saadan Glæde vil snarest vække hans Ironi. Han véd,
at Kampen mellem det Menneskelige og det Dyriske er lang;
den gaar, ligesom en moderne Krig, fra Skyttegrav til Skytte
grav. Men saalænge der endnu kæmpes, ere Haab og Tillid baade
mulige og nødvendige. For Charles Darwin var denne Langsom
hed i Udviklingen ikke den største Anstødssten. Hvad der stod
for ham som en Vanskelighed var, at naar Udviklingen var
skreden frem gennem uhyre Tidsperioder, saa skulde Alt igen
opløses i et Kaos. Han skriver til Hooker (9. Febr. 1865): «Jeg
er ganske enig i, hvor ydmygende Menneskets langsomme Frem
skridt er; men Enhver har sin egen Kæphest, hvad Frygt angaar
(his own pet horror), og det langsomme Fremskridt, ja endog
den personlige Tilintetgørelse synker i mine Øjne ned til en Übe
tydelighed i Sammenligning med Forestillingen eller rettere Vis
heden om, at Solen engang vil blive kold, og vi alle fryse ihjeL
At tænke sig en Fremskriden gennem Millioner af Aar, med en
hver Verdensdel mylrende af gode og oplyste Mennesker, og Alt
ende saaledes, uden at der sandsynligvis kommer nogen ny Be
gyndelse, før vort Planetsystem igen er blevet til rødglødende
Gas! Sic transit gloria mundi — med en Nemesis (with a ven
geance)." — Darwin opgav dog ikke sin Tro paa, at Udviklingen
i Verden havde Overvægt over Opløsningen. Han fandt, ligesom
Kant, det faste Punkt i Pligtfølelsen. «Sin Pligt kan Mennesket
gøre." Ud fra Muligheden af at virkeliggøre noget Værdifuldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
