Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Tankens Psykologi (Funktioner) - C. Dømmen - c. Subjekt og Prædikat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84 I. Tankens Psykologi.
gets Love bestemte Natur til umiddelbart at gælde for selve
Tankevirksomheden. Dette har især faaet Indflydelse paa
Opfattelsen af Forholdet mellem Subjekt og Prædikat i Dom
men, et Forhold, jeg nu skal forsøge at belyse.
30. Det logiske Prædikat er det vigtigste Led i Dommen.
Det betegner det Nye, som kommer til, og som paavises. Sub
jektet er sted&e forudsat. Alle Ord begynder derfor som
Prædikater, og det er først senere, de bruges til at udtrykke
Subjekter. Det er fra først af Hensynet til Tilhørerne, der
fører den Talende til at udtrykke Subjektet i Ord: for Ta
leren selv staar hans Emne, Subjektet, det Foreliggende,
Situationen som given; han ser i hvert Tilfælde det Emne,
der er Udgangspunkt for hans Tanke og Tale, for sig i Aan
den; men det er ikke altid Tilfældet med Tilhørerne, og der
for maa han angive det, hvorom han vil udsige Noget*).
Der gives dog Sætninger, i hvilke Udgangsforestillingen, det
logiske Subjekt, slet ikke er udtrykt. Det betyder ikke, at
Subjektet mangler i den Talendes Bevidsthed, men kun, at
der ingen Trang eller Tid er til at udtrykke det. Interessen
hviler paa Prædikatet. Det logiske Subjekt er ofte skjult,
og er dog det, hvorom Alt drejer sig. Det er Tappen, hvorom
Døren drejer sig; – men det er Drejningen, ikke Tappen i
og for sig, der er det Nye.
Saadanne Sætninger, i hvilke det logiske Subjekt ikke er
udtrykt, kunne vi kalde Prædikatsdomme. Der kan skelnes
mellem forskellige Arter af dem. Udraabet er det korteste
og kraftigste sproglige Udtryk for, at noget i Forhold til det
Foreliggende eller Forudgaaende Nyt er indtraadt. Der dan
nes slet ikke nogen særlig Udgangsforestilling (terminus a
qvo), hvis Bevidstheden optages strax af Slutforestillingen
(terminus ad qvem). Smaa Børn ere især optagne af, hvad
der bevæger sig. En lille Dreng paa halvandet Aar sagde,
naar han saa et Dyr komme, Vo (af Vovov), og det samme
Ord brugte han, naar han saa Noget bevæge sig, f. Ex. naar
de høje Græs paa Plænen, hvor han legede, bevægede sig for
*) Smlgn. herom Ph. Wegener: Untersuchungen fiber die Grundfragen des
Sprachbaus. Halle 1883. p. 54.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
