Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Tankens Opgaver (Problemer) - B. Verdensanskuelse - b. Enhed og Mangfoldighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IV. Tankens Opgaver.
322
brydes med den fremskridende og mangfoldige Erfaring og
derfor maa betegnes som kritisk Monisme. Det er i Kraft af
Syntesens egen Lov, at enhver Enhedsanskuelse, vi kunne
danne os af Tilværelsen, peger ud over sig selv: ethvert
Einne bliver sat i Forhold til noget Andet, noget fra det
selv Forskelligt, da det kun derved kan faa sin fulde Ka
rakteristik. (Slmlgn. 58—62). Og Erfaringen giver da ogsaa
stadigt Lejlighed til Tilfredsstillelse af denne Trang, idet
nye Emner dukke op og stille deres Fordringer, der ofte
kræve Omdannelse eller Udvidelse af den hidtil udviklede
Anskuelse. Det er ingen Ufuldkommenhed ved vor Tanke,
at den saaledes stedse søger at stille et Emne i Forhold til et
andet. Det er netop en Fuldkommenhed, at vi ikke kunne
stanse paa noget Punkt. Vi søge stedse paany at komme ud
over den Begrænsning (baade i Indhold og Omfang), ethvert
færdigt Verdensbillede frembyder. Medens man har hastet
med at danne afsluttende Begreber som Verden" eller Gud"
som forsvarlige Knuder paa Tanke-Traaden*), kan det netop
kaldes en Guddomsgnist i den menneskelige Tanke, at intet
saadant færdigt Begreb kan tilfredsstille den.
Der ytrer sig her, indenfor Tilværelsesproblemet, en Anti
nomi, der danner en Analogi til de Antimonier, vi i forskel
lige Former have truffet i Tankens Psykologi, i dens Hi
storie, i Kategorilæren og ved Erkendelsesproblemet. Det er
Brydningsforholdet mellem Kontinuitet og Diskontinuitet, der
under de forskellige Former gør sig gældende. For vor Ver
densanskuelse bliver Følgen en stadig Brydning af Enhed
og Mangfoldighed, uden at en fuldkommen Harmoni her er
mulig. Det nytter ikke, med Hegel**), at skeine mellem den
søgende Erkendelse og den sande Erkendelse. I den søgende
Erkendelse, siger Hegel, er der Forskel paa Subjekt, Me
tode og Objekt; men i den sande Erkendelse falde disse
Forskelle bort. Spørgsmaalet er netop, om Tanken nogen
sinde kan høre op at være søgende. Hegels eget System er
faldet for den Dialektik, han selv stedse krævede som Sand
*) Smlg. Religionsfilosofi. § 17—18, kfr. § 52—55.
**) Wissenschaft der Logik. (1812— IG.) 11. p. 375 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
