Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Tankens Opgaver (Problemer) - B. Verdensanskuelse - b. Enhed og Mangfoldighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
B. Verdensanskuelse, b. Enhed og Mangfoldighed. 327
i fulcl og konsekvent Sammenhæng med andre Punkter, lig
ger Hovedgrunden i, at han mente at kunne skaffe alt
Irrationelt afvejen og med Rette fandt dettes sidste Kilde
i Tidsforholdet. Dersom det sidste Princip i vor Verdens
anskuelse er tidløst, kunne de enkelte Existenser, der ud
vikle sig successivt, ikke finde en naturlig Plads indenfor
den. Hvis man derimod gør Alvor af Spinoza’s Sætning, at
jo mere vi forståa Enkeltvæsenerne (res singulares), des
mere forståa vi Tilværelsens fundamentale Princip*), saa
maa vi ogsaa tåge den Konsekvens, som vilde have været
ham en Forargelse, –at Tilværelsens inderste Væsen, for
saavidt vi overhovedet kunne forme en Hypotese derom,
maa tænkes at udfolde sig i Tiden. Men i samme Øjeblik
bliver vor Monisme ikke absolut eller dogmatisk, men kri
tisk.
136. Monismens Styrke er Forstaaelsens Kendsgerning.
Dens svage Side beror paa, at der stadigt er Grænser, hid
til uløste Opgaver. Empirikere og Skeptikere ville stedse
kunne stanse Monisten ved at henvise til disse Skranker.
End ikke Virkelighedskriteriet kunne vi anvende overalt,
altsaa ikke gennemføre en streng Modsætning mellem Drøm
og Virkelighed. Verdensanskuelserne ville maaske stedse bry
des paa dette Punkt. Men det vil ikke være nogen ufrugtbar
Brydning, da den vil skærpe Interessen for at finde Enhed og
Sammenhæng for saa mange Emners Vedkommende som
muligt. Monistens Sag staar og falder med Muligheden af
Erkendelsens Fremskriden. Og han vil maaske med Ironi
overlade Pluralisten det Kaos, der til hver Tid synes at
staa tilbage, med det Forbehold, at det ikke kan godtgøres,
om det er et virkeligt Kaos, men at dets Tid til Opklaring
nok vil komme — for saa maaske at afløses af nye Emners
tilsyneladende Kaos.
Men den Mulighed er ikke udelukket, at Grunden til, at
fuld Forstaaelse ikke er mulig, ikke blot er at søge deri, at
de erkendende Subjekter ere stedte i Udvikling, men til
sidst deri, at selve Tilværelsen ikke er færdig, men stedt i
•) Qvo magis res singulares intelligimus co magis Deum intelligimus. Ethica. V, 24.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
