Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Tankens Opgaver (Problemer) - B. Verdensanskuelse - d. Bestaaen og Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
B. Verdensanskuelse, d. Bestaaen og Udvikling. 339
ikke bloL i den rene Spekulation. Det uvilkaarlige Hang
til at dvæle i Anskuen istedetfor at gaa over til Analyse
og Domsdannelse fører allerede til at foretrække Væren
for Vorden, saa at det intet Under er, naar det Uforander
lige ofte i og for sig anses for bedre end det Foranderlige.
Naar der var Valg mellem Væren og Vorden som Urfæno
men, foretrak Grækerne Væren. Og skulde de endeligt gaa
ind paa en Vorden, vare de tilbøjelige til at antage den for
rytmisk, saa at samme Situation og Begivenheder maatte
gentage sig efter et Mellemrum*). Kun under disse For
udsætninger kunde Tilværelsen for dem staa som rationel,
som stemmende med Tanken.
Udviklingen som en stedse fortsat Række af Forandringer
er en moderne Ide, fremkaldt dels ved udvidet Erfaring
paa Historiens og paa Naturens Omraade, dels ved den
Betydning, Aarsagsbegrebet fik i den nyere Tids Videnskab.
Rent formell kunde Aarsagsrækkerne fortsættes i det Uende
lige; men erfaringsnijæssigt kunne de konvergere, saa at
der gennem deres Brydning og Vexelvirkning kan opstaa
nye Helheder. Derved blev Vorden Andet og Mere end Gen
tagelse. Og Forskningen fik netop i Dannelsen af nye Hel
heder sit største og sit sidste Problem. I Kategorilæren have
vi især betragtet Udviklingsbegrebet som en Tankeform,
der fører os til at opkaste bestemte Spørgsmaal overfor et
hvert givel Emne (97—99). Nu fremdrage vi det paany for
at drøfte, hvorvidt det egner sig som Grundlag for Ver
densanskuelsen. Er det et Karaktertræik ved Tilværelsen,
vi her have for os?
Problemet opstaar ved, at Erfaringen ikke blot ofte viser
os et udvortes og ligegyldigt Forhold mellem forskellige
Aarsagsrækker, men ogsaa Sammenstød mellem dem, saa
ledes at Brydningen eller Konvergensen ikke fører til Hel
hedsdannelse eller i hvert Tilfælde hæmmer og truer denne.
Og efter Udvikling følger Opløsning. Spørgsmaalet bliver
da, om der trods Ligegyldigheden og Sammenstødene kan
*) Smlgn. om denne, i den nyere Tid af Nietzsche genoptagne Tanke. Moderne
Filosofer, p. 145 f; 156 f (Note 46).
22*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
