Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og mor der, fik mig ud af mit fængsel, og der laa jeg
for fars fødder og klamred mig jamrende til hans knæ.
„Far, far!“ det var det eneste jeg kunde sige.
Han rakte sine arme ned og løfted mig op til sig og la
mig ved sit bryst, og mit haar blev vaadt af hans taarer.
Men i den stund gik der noget op for mig.
Jeg saa hvor forfærdeligt det var at krænke og
tirre denne far. Men jeg forstod ogsaa nu hvorfor
jeg havde gjort det. Af længsel efter at se min fars
ansigt for mig, at kunne se ham ind i øinene og høre
hans stemme tale til mig. Kunde han ikke spøge og
fjase med mig, som andre folk gjorde, og som han,
som dengang var overvældet af bekymringer, vanskelig
kunde, saa vilde jeg dog se hans vrede øine og
heller høre heftige ord af hans mund; det risled sødt og
sterkt igjennem mig; det drog mig til ham. Det var
farsøiet, farsordet.
Der lød ingen høi tale og vrede ord mer denne
hellige julenat; og fra den dag af blev mangt anderledes.
Min far havde faat følelsen af sin kjærlighed til mig
og min hengivenhed for ham, og siden gav han mig i
min leg, i vort arbeide, i vore hvilestunder mangt et
godt og trofast ord og blik, uden at jeg trængte snige
mig det til ved at gjøre ugagn.
Da Meisensepp døde.
Hjemme i min fars hus var der en gammel bog,
som hed: „Vor herre Jesu Kristi, jomfru Mariæ og
mange andre hellige mænds og kvinders levnetsbeskrivelse,
en aandelig skat“. Af Pater Cochem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
