- Project Runeberg -  Historier fra Skogene /
30

(1901) [MARC] Author: Peter Rosegger Translator: Ingeborg von der Lippe Konow
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


„Nei, nei, Anna — men dette maatte nu siges.
Vi har ikke saa lang tid igjen, Anna. Men vi har nu
holdt sammen i tyve aar — og du har været god mod
mig; der kan vist ingen gjengjælde dig hvor god du har
været mod mig. Men jeg glemmer dig det aldrig, Anna
— ikke i døden og ikke i Vorherres himmel. Og det er
slig en glæde for mig at jeg kan snakke med dig nu,
i min sidste time, og at jeg er ved fuld sans og
samling.“

„Naar bare det ikke blir for svært for dig paa
slutten, Sepp,“ hulked konen, ludet fremover hans ansigt.

„Aa nei,“ svarte han rolig, „det blir med mig
som med min far: den som er letlivet faar en let død.
Vær nu du ogsaa slig, Anna; tag det ikke for tungt.“

Der blev stilt i stuen. Børnene sov.

Pludselig sa den syge: „Nu — Anna — nu kan
du tænde vokslyset, — skynd dig.“

Konen for hid og did i stuen og ledte efter
ildtøiet; hun glemte rent at tyristikken brændte.

„Aa, han dør, nu dør han!“ jamred hun.

Men da hun havde faat tændt den hvide kjerte
og git ham den mellem de foldede hænder, da blev hun
med ett rolig og tog paa at be høit for ham. Hun bad
længe; hun hulked og graat ikke; hun bare bad for
ham.

Endelig taug hun; hun bøied sig ned over hans
ansigt og lytted efter hans svage aandedrag.

„Gud velsigne dig, Sepp,“ hvisked hun. „Hils far
og mor og alle dem som er gaat foran os. Vorherre
være med dig, Sepp, manden min.“

Han hørte hende vel neppe mer. Hans hvide,
aabne læber gav intet svar. Øinene stirred stivt op
i taget. Men op fra de foldede hænder hæved vokskjerten
sig; den flammed og flakked ikke; stille og klart
og fredelig som en hvid blomst stod dens flamme over
den døde — hans aandedrag bevæged den ikke længer.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 07:00:07 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/hifraskog/0034.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free