Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bygget sig et hus paa Syreflaaten. I fem aar arbeided
han paa dette, men saa — Ja, du mindes jo selv
hvor vakkert det laa der, med guldrøde vægger og
blanke vinduer og fine udskjæringer under taget —
rigtig et fint lidet hus. Og en god liden eiendom var
Syreflaaten sandelig ogsaa blit; det er ikke saa længe siden
at presten holdt Lille-Maxel op for os som et eksempel
paa flid og arbeidsomhed. I næste maaned skulde han
holde bryllup; og at han har arbeidet sig op fra
gjætergut og til huseier og jordbruger — det kan du gjerne ta
hatten af for, gut. — Og nu er det omsons altsammen,
— alle de mange aars flid og arbeide. Maxel staar
akkurat paa samme flekken som før."
Far holdt inde. Vi var kommet op paa en bakke.
Foran os flammed Lille-Maxels hus; det styrted netop
sammen i luerne. Der var endel folk med økser og
vandspand; men der var ikke andet at gjøre end at staa og
se paa hvorledes de sidste glødende bjelker ramled
overende. Ilden raste ikke; den brølte ikke, den knitred
ikke; den slikked ikke vildt op i luften; hele huset
var en eneste flamme, som stille og hed og myg
velted sig op mod himmelen, som den var kommet fra.
Paa en stenrøis et lidet stykke fra branden sad
Lille-Maxel. Det var al den sten han havde brudt op
og baaret sammen af jorden paa sin eiendom. Der
sad han nu som sagt, den lille, brune, koparrede
manden og saa ind i luen, hvis hede strømmed mod ham.
Han var bare halvpaaklædd, og havde kastet
søndagstrøien sin, som var det eneste han havde reddet, over
akslerne. Han sad alene; de andre holdt sig lidt borte.
Far vilde gjerne sige ham et trøstens og deltagelsens
ord; men han vaaged sig ikke til. Maxel sad der, saa
vi syntes han hvert øieblik maatte kunne fare op,
skrige en frygtelig forbandelse op mod himmelen og
saa kaste sig ind i luerne.
Men endelig, da ilden var brændt helt ned og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
