Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
aasene, og det milde sollys laa over den ensomme
engen, over de glitrende seljebuskene, og over den stille,
grønne baaren borte i skogbrynet. Jeg havde ikke
rigtig mod til at se hen paa den; jeg reiste mig og gik
nedover mod bækken. Men alligevel vendte mine øine
stadig tilbage til det rødmalte korset, og til det som
laa ved siden af det.
Stakkars Wolf! Det var ikke mange aar siden han
i bryllupsfærd drog forbi vor gaard med den unge
bruden i spidsen; jeg husked det aldeles tydelig.
Trommerne buldred og skuddene smaldt, saa vinduerne
klirred. Wolf var en staut kar og en vakker brudgom. Han
gik med blomster i hatten, og nedover nakken hang
der røde baand — akkurat der hvor blodstrimen nu
var. —
Jeg gik nedover langs bækken. Smaakvistene rørte
sig og skalv og skalv. Her og der sprat en græshoppe.
Jeg tog seljegrenene tilside og saa ned i bækken; den
randt ganske stilt under trærnes tætte fletverk, og det
glimted neppe i den. En stor padde kom kravlende
op og bortimod mig; da sprang jeg forskrækket min vei.
Saa tog jeg paa at maale skyggen af trærne med
mine korte skridt, — naar de begyndte at bli lange,
skulde jo far eller nogen af tømmerhuggerne komme.
Men endnu blev skyggerne bare kortere og kortere.
Solen stod høit over Djævlestenen, og der laa blaa
dise udover aaser og dale.
Jeg gik hen til korset, og satte mig paa stenen
hvor andægtige folk som kom gjennem skogen pleied
lægge sig paa knæ for at bede. Korset var høit og
bart; vidt rakte det sine arme ud, som vilde det favne
skogen.
Jeg vendte mig hort fra det igjen, og saa bortover
mod Djævlestenens skarpe egg. Himmelen laa som en
matblaa klokke hvælvet over skogen; der hørtes knapt
en fugl, knapt en myg; der laa som et drømmeslør
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
