Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IÖ2
Grosserer Hammon havde trukket Arild Backe
hen i en Krog og lo og talte ustanselig,
medens-han rørte om i sin Kaffekop.
Han var en liden, tyk Mand, aldeles
blank-skaldet med Guldlorgnet og et Ansigt saa rødt, at
Folk, som ikke var vant til ham, uvilkaarlig blev
ængstelig for, at han skulde faa Slag.
Hans hvide Vest og ulastelige Selskabsdragt
sad uden en Fold om hans trinde Krop, og der
var i det Hele taget over hele hans Person et vist
godmodigt Levemandspræg, som det ofte er
Tilfældet med ældre, rige Ungkarle. Forresten var han
en morsom og underholdende Mand, som kjendte
absolut hele Byen og interesserede sig umaadelig
for alt, hvad der hændte i den; han omgikkes alle
Mennesker, kom i alle Huse og var velseet overalt.
Medens de stod og talte sammen, kom en lang,
mager Herre med St. Olafs Orden slentrende
henimod dem — foroverbøjet med Hænderne paa
Ryggen — og stansede med et Nik.
— Naa — æh — Hammon Far! Hvad —
æh — synes De saa om vor — æh — bæ —
fortræffelige Hovedstadsbasunist!
Han talte i den Grad drævende, at det tog
ham et halvt Minut at faa sagt denne Aandrighed;
— desuden havde han den Uvane, at han aldrig
saa paa den, han talte med. Hans smaa, skarpe,
lysegraa Øine fløi ustanselig omkring i Salen paa
egen Haand, som om han aldeles ikke havde Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
