Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
Det sidste sagde han i en eiendommelig irriteret,
næsten fornærmet Tone, som Svendsen mindedes fra
hans Guttedage, naar han troede sig forurettet og
uden at ville høre eller forstaa indhyllede sig i døv
Trods.
De var stanset foran Arilds Gadedør i Søgaden;
ingen af dem sagde noget, medens de saa udover
Fjorden.
Lige foran dem ragede Akershus op i Luften
med Sne paa Voldene og de gamle Trær; og Maanen
gjorde, hvad den kunde, ud af dette lille Stykke
Romantik — det absolut eneste i den historisk
ørkenøde By — blinkede i de høie, smaarudede
Vinduer og kastede sorte, hemmelighedsfulde Skygger
i Krogene mellem de spidse Tage og de
middelalderske Taarne. Udenfor laa Isen som en Mark,
hvor der voksede sorte, afpillede Mastetrær, og dybt
inde i Bundefjorden, hvor al Byens Os for den Dag
havde pakket sig sammen, forsvandt alt i en tæt,
graa Dis, som smeltede sammen med Natten.
— Vil du ikke gaa med op og spise Aftens?
Svendsen for op; — han havde været langt
borte.
— Nei Tak, ikke iaften. Jeg har faaet en hel
Pakke Breve fra Marseille og vil sidde oppe inat
og arbeide. Hils din Kone fra mig.
— Tak, det skal jeg. Godnat!
Da Svendsen gik videre opover mod Hotellet,
tænkte han over, hvad der var hændt. Han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
