Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
247
Skulder og græd; og som han stod saaledes med
hende i sine Arme, blev han helt underlig tilmode.
Han følte først og fremst Medlidenhed med hende,
han saa længe havde kjendt og holdt af, og dernæst
en god Del Indignation mod de slette og feige
Mennesker — hendes Mand iberegnet, — som gjorde
hende Livet tungt, — og alligevel var han ikke saa
bedrøvet, som han burde have været over at se
hende saa hjælpeløs og ulykkelig støtte sig til ham,
som den eneste hun havde fuld Tillid til. Og atter
sagde han til sig selv: Tænk om det havde været
mig!
Hele hans Liv var gaaet hen, uden at han var
bleven antastet af den store og farlige Kjærlighed.
Som en Mand, der altid havde travelt og levede i
en stadig Vrimmel af fremmede Mennesker, havde
han, — som man saa let gjør i slige Forhold —
slaaet sig til Ro med, hvad Tilfældet bragte ham;
men nogen virkelig Lidenskab havde ikke foruroliget
hans Sjæl.
Tvært imod pleiede han som den erfarne og
sindige Forretningsmand at trække paa Skuldrene,
naar han saa andre drages ind i Malstrømmen og
miste baade Sans og Samling; og derfor havde
Reinerts Advarsel samme Morgen forekommet ham saa
latterlig, at han for sit eget Vedkommende ikke
havde skjænket den en Tanke.
Men nu, medens Cecile græd ved hans Skulder,
kjendte han noget ganske nyt røre sig i sit Indre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
