Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258
sig til Svendsen. Jeg ser ikke vore Venner Backe
og hans Damer, og Klokken er allerede halv ni, —
jeg haaber da, De kommer. Ved de noget, Hr.
Svendsen ?
— Jeg talte med Fruen iformiddag — da var
der ingenting iveien.
— Ah, der har vi dem jo — raabte han og
gik henimod Døren.
Marianne, Cecile og Arild var traadt ind.
Der blev en Stans i Samtalen, alle saa hen
paa dem, og Svendsen kunde ikke bare sig for et
lidet Udraab af Beundring.
Cecile saa fornøiet og uskyldig ud som altid,
men det var Marianne, som overraskede ham.
Han havde aldrig seet hende i andet end sort,
men nu bar hun en Kjole af flammerødt Silke,
firkantet nedskaaren med lange Ærmer og Slæb; om
Livet laa et Bælte af gammelt Sølv, i Form af en
Slange med røde Stenøine, og i Haaret, som hun
ogsaa havde sat op anderledes end ellers, glimtede
et Slags Diadem over Panden.
Hun var saa eiendommelig og samtidig saa
paafaldende vakker, at det var umuligt ikke at
lægge Mærke til hende. Svendsen saa nøie paa
hende. Ogsaa hendes Ansigt straalede; — Øinene
blinkede som Klinger, og paa hendes Kinder var
der to røde Pletter, somom hun havde løbet stærkt.
Reinert og han gik hen og hilste paa dem, og
de blev alle staaende i en Gruppe midt paa Gulvet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
