Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 57 —
skjønhetshungrende fru Collett føles som skrik over
en ubarmhjertig, uskjøn virkelighet.
Lensmandens julebal, hvor helten blir saa
skammelig forraadt av en hjerteløs kokette og
hendes intrigante veninde, slutter slik:
„Hei, mine Herrer og Damer, raabte Verten, nu
er der ingen Pardon, nu skal alle, enten de gaar
med Stok eller Krykke, op og danse Kehraus.
„Aa Jula gaar, og snart vi faar
Igjen det gamle Gnage!"
. . . Vor Vert holdt sit Løfte bogstavelig. Alt
hvad der gjorde Fordring paa at være af
menneskelig Skabning, blev draget op i denne Dans. Han
skaanede hverken Alder eller Kjøn; han skaanede
ikke Barn i Moders Liv; thi ogsaa unge Madame
S. viste sig oppe paa Gulvet. De gamle Mænd var
bragt ind fra Spillebordene, og ikke alle fik Tid til
at lægge sine Piber bort. Husholdersken blev fakket
med Punchesleven i Haanden. Endog de gamle
Fruer, der troede sig sikre i sin Værdighed som
Sofadamer greb han i Flugten paa Marschen
gjennem alle Værelser. Alle disse Figurer bevægede
sig bakkantisk om hverandre i de vilde, burleske
Ture; det sidste Baand paa Lystigheden var bristet,
man brød sig ikke mere om Tømmermerkerens
Handsker, ikke engang Pladsen under Lysekronen
blev respekteret ..."
„Jeg var paa det Bal — akkurat slig gik det for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
