Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
Efter den dag viste Kirsten ham en
ubegrænset tillid, som i bund og grund gjemte en
god portion taknemlighet, det følte Per Hjelm
instinktivt.
Rørt forstod han grunden: han hadde nærmet
sig hende anderledes end de andre, han krævet
ingenting av hende, som hun ikke kunde gi.
Han hadde set hende som det hun var — et
sorgløst barn som endda ikke var vaagnet til
fuld bevissthet om verden utenom. Det var vel
derfor han altid blev skolegutten i hendes
nærhet. Det var vel derfor de kunde leke sin
overgivne lek.
Han fortalte hende ogsaa om Rakel og lille
Eva og Kirsten blev fyr og Hamme. Da Rakel
kom til byen en tur blev bekjendtskapet gjort.
Hvordan det siden utviklet sig hadde han ikke
rede paa . . .
Han skrev ikke hjem, tapte Kirsten avsyne
. . . han drev og drev uten besindelse nedover
mot fossestupet, og han kunde ikke stanse
farten.
Det som tilslut gjorde ham ædru og vaaken
og som fyldte ham ined skræk og skam var den
opdagelse, at hun, efter hvad som var skedd,
allikevel i et eneste nu var blit ham fremmed og
uvedkommende.
Det hele blev aske i hans mund.
Hadde ikke Ove Karsten med vold og magt
tat ham med paa den dumdristige seilturen, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
