Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127
«Gaa ikke fra mig,» hvisket han. «Jeg har
endda meget at si Dem.
De er den første jeg taler ut til.»
Det var stille en lang stund.
Stormen bruste i asketrærne utenfor huset, en
gren slog mot ruten.
Kyrre saa paa det bleke ansigt foran sig.
Strøm drog pusten høit og besværlig. Det blonde
haar laa i tunge bølger om hodet, tindingene var
indsunkne som paa en død. De fint formede
hænder holdt han foldet paa brystet.
Presten støttet albuene paa bordet og stirret
ut i høstnatten. Slik sat han længe.
Da følte han Strøms blik paa sig, vendte hodet
og mødte et par mørke, spørgende øine.
«Kan De si mig, hr. pastor, hvorfor
kristendommen ikke arbeider med disse spørsmaalene,
med vilkaarene for sjælens utvikling og vekst.
Hvorfor har den saa litet virkelig hjælp at gi,
hvorfor orienterer den os ikke bedre i Guds verdensplan:
Det er jo den som har alt at si.
I sammenligning med den er den enkelte sjæls
frelse av ingensomhelst betydning.
Ja, jeg sier Dem, at i de stundene da alt er
mørke, da jeg ikke ser haanden for mig, da alle
skræmslene fra barndommens fortvilete kampe
sliter i mig: er du forut bestemt til evig fordømmelse,
hvad rytter saa det hele — — da skriker det i
min forpinte sjæl: Fordøm mig, om du vil, er din
verdensplan slik den maa være, saasandt du er en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
