Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
Signe tørket taarene bort og prøvet at samle
sine tanker.
Kanske hadde Rakel ret. Kanske skulde Per
Hjelm faa leve.
Kanske var drømmen fra inat en ganske
almindelig, naturlig drøm.
Rakel hadde fortalt hende om den
vaarmor-genen nede i stuen da hendes mor skulde
begraves og Signe hende om sommeraftenen ule i
høi-saaten, da hun fandt Per Hjelm sovende. Og saa
hadde disse indtrykkene vævet sig sammen med
uroen for Per de sidste ukene, saa var det
kanske!
Signe kjæmpet for at være rolig, men hjertet
hendes skalv som en ræd liten fugl derinde i
brystet og vilde ikke falde tilhvile.
Hvad var det som skulde komme?
For sig selv var hun ikke bange, for hende
kunde ingenting bli anderledes, hvad der end
vilde ske. Men for de andre ... de som ikke
visste . . .
«Hjælp dem, Herre Gud,» hvisket hun, «hjælp
Rakel og onkel Tobias, hjælp dem alle sammen!
Hjælp Per Hjelm at han ikke kjender isdryppet i
hjertet som han var saa bange for. La det ikke
naa ham. Gjem ham du fra alt ondt ...»
Signe laa længe urørlig med lukkede øine, mens
et uttryk av fred bredte sig over hende.
Efter en stund rakte hun armen frem, løftet
forsigtig krukken hun hadde faat av Per Hjelm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
