Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217
Et dunkelt, grønlig skjær seg ned gjennem
træ-kronene, der var fugtig og raat, bækken bruste
avsted mellem sten og vidjer og gøv av skum.
Manden drev henover havegangen med usikre
skridt som hverken saa eller hørte han noget
omkring sig.
Det store, benete ansigtet lyste hvitt, øinene
med de tunge øienlaak var halvsænkede, hændene
aapnet og lukket sig eftersom han gik.
Nu stanset han og saa frem for sig . . .
Herre, hvem er en Gud som du?
Du hjemsøker fædres ondskap paa børn, paa
dem i tredie, paa dem i fjerde ledd.
Slegtens forbandelse . . . har jeg baaret
saalænge jeg kan mindes.
Dryppet den ikke ind i min sjæl nat efter
nat . . . ingen anden vaaket uten han og jeg . . .
De andre slåp fri. Bare jeg maatte høre paa dig.
Hvorfor saa du paa mig, far, til jeg vaagnet,
hvorfor var det altid mig du saa paa?
Det var som valgte du mig ut til at lide
fremfor de andre.
Og til at kjæmpe mig frem . . . fremfor de
andre.
De andre blev ved sit, ved jorden og sjøen . . .
jeg — maatte ut i det fremmede.
Og der . . . Gud, Gud, fremfor alle andre har
du utvalgt mig til at lide.
Da jeg vilde prøve at glemme — saa du paa
mig til jeg vaagnet . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
