Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
dunkelt blaa Vandflade. Det er Fiskumvandet. Nærmest os
danner det ved Udløbet af Vestfoselven en tynd flad
Landtunge, der med sine to Smaabygninger, sine afsondret staaende
Løvtrær og sin Fiskerbaad minder mig om en dansk Odde af
Issefjorden. Men amfitheatralsk buer sig om Indsøen den
jevnt op ad stigende Bygd, der endelig indhyller sig i sit brede
Belte af Skov. Idyllisk ligger nær imod Vandet Fiskum Kirke.
Prestegaarden kommer ikke ret tilsyne; men man tror at
opdage dens Tage i Smaaskoven bag om Kirken; og gjerne
dvæler Tanken ved det lykkelige Liv, der maa føres i den
fredsomme Prestebolig. Ogsaa Rudstøen drager Blikket hen
til sig, enskjønt Morgenen og Afstanden dølge de hvide
Plankestabler og det driftige Handelsliv. Fra Rudstøen af svinger
Vejen sig raskt op ad, og de omstrøede Gaarde betegne i
korte Mellemrum dens Retninger, indtil den forsvinder i det
brede Skovbelte. Lidt maa Øjet hvile paa dette, indtil det
drages opad imod et lyst Punkt; det er Pukverket Korset,
hvorpaa Kongsbergerens Øje ogsaa plejer at hvile. Det staar da
der som et fælles Punkt for Dig og dine Venner hist bag
Fjeldryggen ved Laugens Bredder, og minder Dig komisk om
Maanen, der i den Siegwartske Periode brugtes af fjerne
Elskende som en Tavle, paa hvilken den ene skrev med
Taare-skrift, hvad den anden færdigen læste og med samme Alfabet
prompte besvarede. Højest rager op i Horisonten en stor,
parabolisk Fjeldpynt. Det er Knuden, hvorhen mange norske
og jeg tror endnu flere engelske Par Ben have slæbt sig
møjsomt op for at nyde en Udsigt, der ofte skuffer dem, som
Udsigten fra Münstertaarnet skuffede salig Baggesen; han kom
op, og saa — lutter Taage.
Men imedens jeg morer mig selv, falder jeg Dig
besværlig, kjære Ven, da Du ikke selv har seet mine Landskaber
in natura og saaledes vel neppe føler Lyst til at lade
Fantasien længere bære Dig her over. Men, hvad skal jeg gjøre?
— mi hi res, non me rebus subj ungere conor; men her
lader det sig virkelig ikke gjøre; Gjenstanden behersker mig
og jeg underkaster mig den. — Det er nu just Morgen, som
jeg ovenfor sagde; og derfor fik Du, som naturligt er, et
Morgenlandskab. Maaske skulde min Egn fremstilles som et
Aften-stykke. Ja Du kan ikke tro, hvor behagelig Aftenen er her
»oppe paa den frie Altan, som rask fremspringende bærer paa
fire doriske Søjler Husets Frontespice. Dog er det kun her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>