Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
lystige, artige Kornet Schlanbusch selv, som befandt sig i Stuen.
Med et Udraab af Fornøjelse traadte Gabriel nærmere og
rystede Vennens Haand. Synlig forlegen besvarede Kornetten
den varme Hilsen og spurgte efter Cappelens Rejse og Hjem,
som om han hvert Øjeblik vilde minde ham om begge Dele.
»Men skal vi da ikke følges ad et Stykke paa Vejen?
Du bier vel ikke længe her; eller har Du maaske
Forretninger, Monfrére?«
»Aa — ja saamænd; jeg venter efter en Kurer, som —
nok vil give mig fuldt op at bestille«.
»Jeg skal ikke være til Ulejlighed«, svarede Cappelen
stødt og traadte ind i Sidekammeret for at nyde sin Melk.
Med Ryggen imod den aabne Dør lænede han sig op til
Vin-dusposten og betragtede utaalmodig sin Hest, der gjorde sig
tilgode med Havre og Vand. »Tilpas! Naar en sat Mand
giver sig af med slige Fugle, har han fortjent at — —«.
Paa en skumdækket Hest jog en Rytter frem under
Vinduet og stod i to Spring i den ydre Stue. »Død og Livl
Est Du der, din Flødeskjæg! Se, her er Papirer! Ser Du,
hvad en gammel Praktikus kan udrette! For Djævelen og
hans største Muskedunder, Schlanbusch! Der var flere
Vanskeligheder, end jeg havde tænkt. Men der er Kongebrevet;
det var jo Hovedsagen. Jeg og Ridtmesteren tage nu Presten
paa vor Samvittighed; Du har ikke andet at gjøre end at
hente Tøsen og siden efter —«
»Gid Du da faa Last og Skam, saa se Dig dog om
Menneske!« sagde Kornetten halv højt og pegede til Sideværelset; —
»kjære Broder, paa Ære og Samvittighed, jeg føler
Taknemmelighed i hver Nerve; Du er en Hædersmand, en
Helvedes-brand, en — men var det da nødvendigt at skraale saa højt?
Det er ikke din, men Tilfældets Skyld, at Stuen der inde for
en halv Time siden blev ryddig for Bønder, og at Husfolkene
ere i Marken. Men alligevel var din Skrigen fordømt
ubelejlig; Gabriel Cappelen sidder der inde og maa have hørt
hvert Ord«.
»Død og Liv! Men han er jo vor gode Ven«, svarede
den gamle Løjtnant med dæmpet Røst.
»Det er vel nok; Fyren er ganske antagelig til at være
af de Graa; men Guds Død, i den Affære vil han vist ikke
blive at spøge med. Der hører Soldater — —«
»Hvad for Noget? Soldater — —«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
