- Project Runeberg -  Noveller; i udvalg /
196

(1882) [MARC] Author: Maurits Christopher Hansen With: Henrik Jæger
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

196

altid at anbringe et venligt: »Det har jo ingen Hast; er De
allerede kjed af os?« Juliane gad heller ikke være den, der
forjagede Mennesket, endskjønt hun troede, at hans
Bortfjernelse vilde være gavnlig for dem alle. Men en Aften
fremkom hun paa en Spadseretur saa venlig som muligt med det
Ønske, at han snart vilde ombytte dette uvirksomme Liv iblandt
Fremmede med Opfyldelsen af sine Tjenestepligter.

»Juliane, min Skat! Der er ingen Ting paa begge Sider
af Ækvator, som giver saadan hul Sø og saadanne Benauelser som
denne Satans Forhaling. En synes, i Morgen er ogsaa en
Dag; men det bliver dermed, som hold mig den Streg et
Glas eller to; da gaar hun min Salighed et net Stykke«.

»Jeg forstaar Dig uden disse besynderlige Omsvøb; Du
opsætter fra Tid til Tid at tage din Beslutning. At jeg i
visse Maader er Dig forbunden derfor, Christian, at jeg under
andre Omstændigheder —«

»Ja, for at Du nu ikke skal give for langt Taug, saa stop
nu og vid med et: min Opsættelse af Rejsen er bare Følgen
af en anden Opsættelse; og den — ja den er saa gammel,
som siden den Dag i Fjor, da jeg krystede Dig i disse mine
Arme der ude ved det gamle Birketræ«.

»Naar var det? Ak, det var den Dag, Du kom. Men
min Gud! hvad har Du fortiet for mig i den hele Tid
igjennem! Pin mig da ikke længere!«

»Jeg vil begynde med — saa for den mørkeblaa Djævel!
— Nu da! Der var en vis Person og saa jeg; — dumme
Streger, forstaar Du. Han var det, han er og det, han bliver:
en Flyndre i sit højrøde Skind, sine Snorer og Sporer. Jeg
blev hed og han blev vred. — Hør, jeg tror, min Salighed,
jeg gjør Vers. Havde jeg nu bare stukket ham ihjel der ude
paa Hveen eller et andet berømt Sted, eller han havde
kommet i Skade for mig paa samme Maade: S6j S cl cl havde baade
Arme og Flaade taget os det vel op begge to. Men jeg
gjorde det af med Næverne, for jeg havde ingen Dolk, end
sige Sabel, og saa sandt som han er en tysk Prins, maatte
han paa Hovedet ud igjennem en Stykport paa vor gode
Fregat Thetis«.

»O Himmel! Du er altsaa en Morder!« raabte Juliane
og slog Hænderne for Ansigtet.

»Nej, nej! giv Dig tilfreds, min Pige! Der er ingen Ting saa
slem, at den jo kunde være værre. Det Ordsprog gjælder

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 07:28:45 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/hmnoveller/0210.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free