Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
199
I sin glade Travlhed blev hun ikke strax opmærksom
paa Tannings Udseende. Endelig afbrød han hende med en
svag, næsten skjælvende Røst:
»Kjære Karen! Jeg kan ikke ret besvare Deres venlige
Velkommen; jeg befinder mig ikke ganske vel. Men for ikke
at gjøre Deres gamle Forældre urolige, saa lad mig kun hilse
paa dem. Siden, gode Pige, saa snart det kan ske, maa jeg
tale alene med Dem«.
Forbauset kastede min Moder et Blik paa den blege,
forstyrrede Mand, paa hvis Pande store Sveddraaber perlede.
»Hvad er det dog! Hvad fejler Dem?«
Den indtrædende Gamle forhindrede et Svar. Saa snart
han havde hørt sin Datters glade Udraab, rokkede han afsted
for at modtage Prestemanden, som han vel ikke forhen havde
seet, men holdt hjertelig af og agtede som en af de værdigste
i den Stand, han i det hele bar den dybeste Ærefrygt for.
Ham kunde naturligvis Prestens blege Udseende ikke paafalde,
om end de gamle Øjne havde været mindre svage. Snart
sad Tanning i Dagligstuens Højsæde, paa det kjærligste
modtagen af det patriarkalske Egtepar. Imedens min Moder med
skjælvende Hænder bragte ham en Kop Kaffe, bragte
Oldingen ham sin bedste Pibe. Min Bedstemoder fortalte ham
imidlertid med fortrolig Snaksomhed, hvormeget de holdt af
ham, hvor hjertelig han opbyggede sin Menighed, hvor meget
min Moder skyldte ham for alt det, han havde lært hende.
Enten Manden vilde eller ikke, maatte han lade sig lede
ind i disse Menneskers blide Uskyldsverden. Han pressede
Haanden et Par Gange op imod Brystet og syntes at ville
for et øjeblik afvælte den Centnervegt, der betyngede det.
»Men maa jeg nu ikke lade Deres Hest trække ind, Hr.
Pastor. De slaar Dem vel til Ro hos os. Vi have et
ganske anstændigt Gjeste værelse, og hvad mere er, et oprigtigt
Velkommen at byde Dem«.
»I gode, kjære Mennesker!« svarede Presten bevæget;
»jeg kan ikke modtage — eller maaske jeg dog bliver nødt
dertil! Jeg er bleven syg«.
»Ak, den arme Mand!« raabte min Bedstemoder; »ja nu
ser jeg min Sandten nok, De ikke er vel. Tilforladelig om
De maa rejse fra os. Karen sørger for Dem, som om De
var hendes Broder. Barn! min Wunderessents! eller maaske
Hjortetak-Draaberne!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
