- Project Runeberg -  Noveller; i udvalg /
206

(1882) [MARC] Author: Maurits Christopher Hansen With: Henrik Jæger
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

206

»Derpaa tror jeg ikke, vivide nok af et forvirret Rygte«.

»Men i Hovedsagen vil dog Rygtet uden Tvivl bekræfte
sig. De tier saa stille, Karen! Hvad tænker De paa?«

»Ak, jeg veed ikke; det er maaske en urimelig Mening;
men jeg maa alligevel fremsætte den. Lysthusvinduet er, som
De vist erindrer, overmaade lavt, og der staar en Bænk lige
under det. De har aldrig seet Ursula ret opbragt. Det er
nu ikke Grund til at dølge noget, som kan lede til
Formodning. Jeg maa da sige Dem, at hun undertiden bar sig ad
som et opirret Barn og slog om sig. Sæt altsaa, at Julianes
Vrede og maaske ilde valgte Udtryk have bragt Aasille
saaledes ud af sig selv, at begge Fruentimmerne — ja det er
rigtignok en uædel Formodning — —«

»Altsaa, De tænker Dem en Art Brydning, hvorunder
Ursula fra Skammelen styrtede baglængs imod det gamle
Vindu, tabte Ligevægten og med Ryggen rev det Op?«

Min Moder nikkede.

»Nej, kjære Veninde, den Forklaring er dog alt for
usandsynlig. Snarere vender jeg atter tilbage til min nylig
forkastede Mening om Muligheden af, at Julianes Bebrejdelser og
Trudsler have bragt hende til det ulykkelige Skridt, at springe
ud. Det, De siger om hendes Heftighed, hvis Grad var mig
ubekjendt, tvinger os til at holde fast herved. — Gid det var
saaledes!«

»Kunde De ønske det, kjæreste Prest? For Guds Skyld,
hendes arme Sjæl!«

»Deres Begreber om denne Handling ere ensidige, min
fromme, gudfrygtige Pige. Gud dømmer ingen Selvmorder
for hans sidste Handling, det erklærer jeg Dem ved min Tro
paa den hellige Religion, Endnu engang: gid det var
saaledes ! Men nu, lev vel! Himlen bevare Dem Deres skjønne
Fred i Hjertet; den kan alle udvortes Uheld ikke forstyrre.
Er det muligt, da lad ikke Rygterne forurolige Deres ædle
Gamle før Tiden. De skal høre fra mig med næste Post«.
De to gode Mennesker rakte hinanden Haanden; i nogle
Sekunder stode de saaledes lige overfor hinanden og nøde det
rene Venskabs himmelske Lægedom.

»Se, nu har jeg Kraft til at drage afsted og møde min
Skjebne!« sagde Presten med fast Stemme. »Lad os nu
gaa ned!« •

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 07:28:45 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/hmnoveller/0220.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free