Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
223
aldrig at lade Tanning vide, hvad der bestemte hende til det
sørgelige Skridt?«
Saaledes aflokkede hun Dahl et Løfte, som snart faldt
ham tungt at holde; thi kun alt for tydeligt viste det sig, at
den paa samme Tid omsatte Efterretning om Lofts hemmelige
Besøg i Lysthuset gav Anledning til den skrækkelige Mistanke
imod Juliane. Naturligvis erfarede hun lidet deraf, og
Inspektøren, som sjelden mere forlod Stuen, end mindre. Men da
Tanning tvivlede om Julianes Uskyldighed og krænkede hende
ved sine strenge Spørgsmaale, da var det kun hendes bønlige
Blik og Dahls Agtelse for ethvert Løftes Hellighed, som holdt
ham tilbage fra at sige Tanning alt.
»O, min Fader! Alt hænger io i en Traad! Findes det
afsjælede Legeme i Elven eller udenfor imellem Klipperne, saa
er jo vor Møje spildt, saa falder Sammenhængen enhver i
Øjnene. Vil derimod Forsynet skaane hendes Legeme og
lægge det stille ned paa den mørke Bund, saa bør vi ikke
røbe, hvad der kunde skjules, og mindst for Tanning. Han
kan ikke længe- have mig mistænkt«.
Det syntes, som om Inspektøren havde faaet sin Helbred
tilbage. Han kunde igjen besørge sine Forretninger, gjorde
sin Promenade med Juliane, læste Aviser, snakkede gjerne
med Presten, naar denne iblandt kom; — men, Naturen
fordrede sin Ret over det syge Bryst. I Begyndelsen af
December samme Aar hensov han i sin uforlignelige Julianes Arme.
Den ædle Kvinde havde sluttet denne yderligere
Meddelelse, og hun foreslog mig en Vandring i den skjønne Egn.
»Ak, her vandrede jeg ofte med Deres elskværdige Moder.
Disse Timer have paa nyt oprullet de henfarne Dage for mig,
kjære Fætter! skulde det ikke lade sig gjøre, at hun endnu
engang delte nogle Dage med mig?«
Jeg anførte uden Forbeholdenhed den eneste Hindring,
jeg kunde forudse, hendes smaa Kaar. Juliane vuggede
eftertænksomt Hovedet og sukkede dybt.
»Hvor Ulykken dog kan gjøre et Menneske forkjert!
Der har mit Testamente ligget i mere end tyve Aar forglemt.
Det var mig, da jeg forfattede det, en kjær Tanke, at Deres
Moder skulde efter min Død erfare, at hun havde været mig
nærmest af de Gjenlevende. Hvor meget har jeg ikke fejlet,
at jeg, uden at spørge til hendes Forfatning, lagde Renter
til Kapitalen for at efterlade hende, maaske alt for sent, det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
