Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
Fru Bech skjænkede Theen, og omkring det store, runde
Mahognibord sad et lidet muntert Selskab, alle gode Venner
og, paa de to Pigebørn nær, daglige Bekjendte — men dog
specielt indbudne for Aftenen. Vi ville blot betegne de to
vigtigste af Kavalerpersonalet. Thi Karaktermaleriet er nu saa
umaadelig i Moden, at man bliver kjed af det, som af »der
Zeitgenoszen« Portrætsamling. Prokurator Steimann var en
ikke høj, temmelig bredbygget ung Mand med et grovt, men højst
karakteristisk Ansigt. Over de livlige, blaagraa Øjne laa et
Par buskede, lige Øjenbryn. Den brede, men ikke korte Næse
bar et Par højst nødvendige Briller, der syntes at udgjøre en
integrerende Del af hans Fysiognomi. En lang, bred, kniggisk
Hage skjød sig frem over det tykke Lag af Halstørklæder.
Om Munden spillede et uendelig interessant Smil, som snart
udtrykte den fine Satire, snart den dybe, mandige Rørelse,
hvorom hans ofte melodiske Stemme vidnede. Han var proper,
men simpel. En Haarbrystnaal, et Par store Guldsigneter ved
Uhrkjeden — udgjorde hans Prydelser. Det lysebrune Haar
hævede sig over Panden i en Hanekam, som han uvilkaarlig
plejede at purre, saa snart en livlig Tanke gjennemfløj det
lyse Hoved. Gjerne kurtiserede Steimann Damerne, og hans
lette Tilbedelse bragte mangt et Kvindehjerte til at bevæge
sig i glad Uro, imedens hans fine Skjemt sysselsatte deres
Forstand. Han havde, som han plejede, taget sin Plads paa
Sofaen, hos Husets elskværdige Dame, og havde den
smukkeste af de to fremmede Smaapiger ved den anden Side.
Den anden Hovedperson af Herrerne var Auditør Bastrup,
en temmelig høj, slank Figur, med et skjønt Apolloansigt.
Ravnsorte Lokker rullede ned over den høje Pande; et
flammende Falkeblik heftede sig, let afficeret paa enhver skjøn
Gjenstand. Hans Stemme var kort, tør og Sproget mere livligt
og korrekt end skjønt; men naar han sang, trængte den bløde,
melodiske Tenor igjennem ethvert Hjerte. Bastrup sad ved
Fortepianoet, og med sjelden Færdighed bevægede hans lange, tynde
Fingre sig hen over Tangenterne i de vanskeligste Løb. Det
var hans Kaprice at frembringe og løse Dissonancer i
Musikens som i Konversationens Verden. En Briljant-Ring paa
den midterste Finger spillede i Straalerne af Voxlysene paa
Instrumentet. Foruden denne Prydelse udmærkede intet hans
temmelig skjødesløse Paaklædning.
Netop havde Bastrup endt en af sine nydelige Komposi-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
