Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322
»Ekko var det ikke«.
»Heilet ikke Sang!«
»Heller ikke Valdhorn, men dog kom det nærmere dette?«
»Eller en Basun eller en Serpent?«
»Hør, syng nu et Vers til«, sagde Henriette, »saa skal vr
give nøje Agt, hvorfra Lyden kommer; det maa være en
Fremmed, som gjør Spas med os«.
Jeg fulgte Opfordringen, men denne Gang hørtes ikke en
resonanslignende Tone, som fra et Instrument, men en just
ikke smuk, men temmelig korrekt Basstemme akkompagnerede
mig og sang Ordene med, i det mindste af Slutningslinjerne.
»Ja, nu er der da noget menneskeligt at søge efter!«
sagde Lydia; »det forrige klang noget unheimlich«.
»Sangeren sidder sandsynligvis ved Grinden paa den
mos-dækkede Sten. Og han er vist en tam Fugl«.
»Ja oven i Kjøbet en Selskabsfugl«, lagde Lydia til; »kom,
vi skal tage ham op i vor Midte; han kan faa den ene af
Damerne under Armen; saa marschere vi hjem i Parade og
med klingende Spil«.
Jeg saa hen paa Henriette, der med Et var bleven saa
stille, og forbauset iagttog jeg, hvilken Forandring der var
foregaaen med hende. Hendes Ansigtsfarve gik vexelvis over
fra det dybeste Purpur til hin gule Pergamentkulør; Øjnene
vare heftede imod Jorden, hendes Bryst steg og faldt voldsomt,
og hun knugede sig med den ene Haand fast til en
Træstamme.
»Det gaar strax over; jeg forsikrer Dem derom. Der
kommer min Pige; hun skal blive hos mig; jeg vil sidde stille
et Øjeblik. Kjære, gaa nu bare foran«.
Vore Indvendinger hjalp ikke. Jeg spurgte bekymret
Jomfru Monsen, om hendes Veninde ofte var underkastet
saadanne Tilfælde.
»Aa, langt fra! Men jeg ved ikke, hvorledes Jette har
det. Der er nogle enkelte Ting, som kan bringe hende rent
ud af det; tidt og mangen Gang er det umuligt at komme
efter, hvad der har været i Vejen. Ja, som nu for Exempel!«
»Det maa dog have været den uventede Stemme«,
vedblev jeg og gik hurtigere til. Netop, hvor jeg havde formodet,
paa en stor Sten ved Landevejen, sad en Person, vi uden
Betænkning maatte antage for den uindbudne Fjerdemand, men
som Lydia vilde tage under Armen. Det var en høj og førlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
