Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
Men der gives ogsaa i Maaden, hvorpaa et Ønske opnaaes,
ikke sjelden et Stof til Tilfredshed, som udbreder sig over det
hele Opnaaede. Saaledes var det her med Bolten. Uden at
han maaske tydelig havde udmalet sig en lykkelig
Kjærlig-hedsvaar, var han dog den Tanke at kalde Henriette sin
Kjæreste nærmere end den at sætte Fod under eget Bord og
indtræde i Familiefaderens mere prosaiske Liv.
Oberstløjtnantens Forlangende røbede imidlertid under den aldrende
Mands fornuftige og forsigtige Omsorg en saa virksom
Velvilje for dem begge, at han blev henreven deraf. Men at
ogsaa Henriette mødte ham med samme beregnende Kulde, ■—
det var ham særdeles ømfindtligt. Da Henriette havde givet
ham det forhen anførte Svar, slog han et forundret eller dog
fremmed Blik paa hende, og vendte sig til Siden.
Paa Hjemvejen til Prestegaarden forsikrede Bolten sig
selv paa det højtideligste, at han var overmaade lykkelig, men
fandt ogsaa ud, at han vilde føie sig ulykkelig, om han i
længere Tid skulde være forlovet og dog ikke forlovet; og
han gav sig derfor til at memorere en Tiltale til den kjære
Onkel, hvis Indhold skulde angaa Kapellanposten. Neppe var
han traadt ind, førend Tanten kom ham i Møde med et
listigt Smil, og Onkelen med et Citat, som Kandidaten
rigtignok ikke forstod, men dog gjorde ham noget mistænkelig.
»Naa, min kjære Bolten«, brød endelig Madamen ud, »nu
maa Du dog engang sidde lidt ned imellem os, dine egne
Slægtninger og Venner, som Du vist ikke vil have den Skam,
at de skal lade hende le mig ud, det Barn, for et tabt
Ved-demaals Skyld, som jeg rigtignok maa tilstaa Dig, at jeg har
indgaaet, at Du selv først vilde fortælle os om din Forlovelse,
men saaledes, at jeg lovede den lille Abekat Lydia, at jeg
ikke skulde gjøre Dig vis paa, at jeg havde, som jeg da
heller ikke har gjort, havt noget Nys om det, Du nok selv ved,
det forstaar sig, Bolten. Saa at det kommer an paa Dig selv«.
»Det har aldrig nogen beskyldt Dig for Tydelighed, lille
Mor, undtagen maaske, naar Du en enkelt Gang, som nu, har
havt i Sinde at være utydelig. Ja, min kjære Fætter:
dersom Du har paalagt Jomfru Monsen Taushed, saa vil jeg
forbyde hende at løse Gaaden med mig. Du husker? det er i
Odernes tredie Bogs anden, jeg tror imellem tyvende og tredivte :
— Vetabo qui Cereris sacrum
Volgarit arcanæ–-.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
