Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92*
Presten tilligemed adskillige Bondemænd og et Par Børn
stillede sig bag Kisten, som blev baaren af blaaklædte Mænd, og
man traadte ind igjennem Gitterporten under Afsyngningen af
den ritualmæssige Salme. Nu var det min Hensigt at bie de
faa Minuter, der udfordredes til Jordspaakastelsen; jeg vilde
da kjøre frem, naar Rask steg i sin Kariol, og følge ham til
Prestegaarden. Imidlertid fæstede jeg det kolde Blik paa
Forsamlingen, hvormed vi egoistiske Mennesker betragte Alt, selv
det sidste Farvel, der bydes et forudgaaet Menneske, naar
dette ikke netop staar i nogen Rapport til os selv. Men en
uventet Forøgelse af Ligfølget forvandlede min Sløvhed til
Nysgjerrighed; thi med Et ilede Rytteren, tæt indhyllet i sin
sølede Kappe, efter Skaren, traadte tæt til det sidste Par og
syntes ikke at bemærke den Forundring, han opvakte hos
nogle Omstaaende, som trods det slette Vejr og Føre havde
samlet sig paa Kirkegaarden; mørk stirrede han ned for sig.
Da Liget stilledes til en øjeblikkelig Hvile paa de over
Grav-hullet lagte Stokke, gjorde han sig pludselig Vej og skjød sig
frem til Randen, og medens det sænkedes ned, bøjede han
paa en saa betydningsfuld Maade sit Hoved mere og mere
forover, som om han sænkede sit eget Jeg bag efter. »Holdt!«
sagde en hvidlokket Olding, som jeg formodede at have været
den Afdødes Ægtefælle, »holdt stille, Klokker!« Klokkeren
havde stukket Spaden i den opkastede Jord for at række
Presten det Støv, hvormed han skal indvie Leret til Leret. »Bi
et lidet Korn!« Derpaa tren han hen til den Kappeklædte,
tog ham ved Armen og stødte ham tilbage, idet han sagde
nogle vist ikke venlige Ord, men som jeg ikke kunde høre,
da den skarpe Vind stod fra. Derimod hørte jeg godt den
Anden sige med en gjennemtrængende Røst: »Far! lad
mig staa!«
Men alligevel trak han sig føjelig til Side og tog Plads
ved en Mindesten længere tilbage, men dog nok saa nær
Presten, som det omkringstaaende Ligfølge. De tre Skuffer
vare faldne paa det hule Laag, og jeg strammede Tømmerne
for at tage imod Rask, naar han havde fuldført Ceremonien.
Da jeg saa ham hæve sine Arme og med en ham egen smuk
Gestikulation føre dem, hver i sin modsatte Bue, hen over
den aabne Grav og udbryde: »Fred være med dit Støv,
ligesom din Sjæl nu har Fred hos Gud i hans himmelske
Boliger«. Disse Ord, i det mindste de første af dem, kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
