Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
393*
afmaalte til en Samtale, inden man naaede Løvhytten,
benyttede Klaudine til en uden Tvivl noget forkjert Undskyldning
for sin besynderlige Ytring om ham. I Bevidstheden om, at
han selv havde givet den første Anledning, kunde hun ikke
give den uden en vis kun lidet forstaaelig Allusion, og
Mortimer fusede frem med det yderst besynderlige Svar:
»De har ved Gud ikke fornærmet mig mere end Maanen
fornærmer Hunden — naa ja, jeg er da heller ingen Hund,
som gjør; jeg blæser kun et Stykke«.
Med fornærmet Alvorlighed slog Frøken Brække sine
udtryksfulde Øjne paa ham, og hans søgte Jorden. Han vilde i
samme Øjeblik gribe hendes Haand for at sige — Gud ved
hvad; men Frøken Brække sad allerede ved Bordet og skar
en spansk Melon fore. Endnu engang fandt Mortimer et
Øjeblik til at bedé Klaudine om Forglemmelse af en Ubesindighed,
som ikke kom fra hans Bryst; men den opbragte Pallas sendte
ham et foragteligt Blik.
Mortimer fandt denne Strenghed for vidt dreven, da dog
Frøkenen først havde fornærmet; og han tog sig vel i Agt
for at spilde flere Bønner. Derimod greb han med mere
dristig end let Haand Konversationens Tømmer og førte den
over Stok og Sten til Alles Tilfredshed. I den almindelige
Latter blev ikke Klaudine taus; kun vogtede hun sig vel for,
at Mortimer skulde tilegne sig noget Bifald fra hende. Kun
ved Afskeden spillede der noget Underligt, Vemodigt,
Angrende i det Sekundblik, hvormed han dybt bukkende fixerede
Frøken Brække. Hun havde en Følelse, som af en Braad i
Sindet; var opbragt paa ham og kunde dog ikke nægte ham
sin Interesse. Saaledes omtrent stod det til med Klaudine,
da hun paa hin Sommermorgen tog Onkelens skarpe Kikkert
ned af »Takkelen«, som han sagde, det vil sige fra en
naturlig Hylde af Grene, og vendte den, idet hun med øvet Haand
skjød den ud efter sit Øjes Fordring, imod den paa hin Side
Bugten fremspringende Hammerodde . . . .«
Paa dette Sted er jeg nødsaget til at flytte mine Læsere
tilbage fra y til Prestegaarden, fra Belvedere til det gule
rappede Studerekammer, hvor jeg sad med det lille Manuskript
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
