Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4io
han ønsker at underrette sin Familie eller Venner om,
hvorledes han har det, i saa Tilfælde skal jeg med Fornøjelse
agere hans højre Haand, hel he! Men spik Englisk kan jeg
rigtignok ikke. Dog lod det sig vel gjøre at bringe en
Trans-atlantion af Brevet istand«. — Jakob frabad sig saa vel dette
Tilbud som ogsaa Fogdens Forslag at modtage ham for en
billig Godtgjørelse i sit Hus.
Vinteren gled; Vaarplougen skar sine Furer, styret af
Svens sikre Haand, over flere Maal forhen ubenyttet Mark.
Længere oppe imod Skoven løde Øxeslag og Haandsagenes
ensformige Lyd. Jakob Lommer, hvis Foretagelsesaand og
Penge havde frembragt en saa uventet Virksomhed, vandrede
vel tilmode omkring fra den ene Arbejder til den anden.
Hans højre Arm hang uvirksom i sit Fængsel, den venstre
støttede sig til en stærk Stav. Inde i Huset sad gamle Moster
og karede sine Ulddotter overlang, hostede alt imellem og
smaasnakkede fornøjet med sig selv. Tone vendte sin
Æggekage paa Panden, stampede flittig i Gryden og sang derhos
med klingende Røst: Markje grönnas, Snöen braanar—. Døren
gik op, og Jakob traadte ind. »Kors, hvor Du er sabbevaad,
Jakob. Der har Du tørre Strømper. Tag saa de gamle
Sladdene paa saa længe«.
»Tak, Tak! Tonemor! Ej, det lugter dejlig af den
Pandekage«.
»Ja, bedre skal den smage, tænker jeg. Men skynd Dig
nu og faa Tørt paa«.
Med den svindende Vinter svandt ogsaa i Jakobs Ansigt
de grønne, gule, blaa og sorte Spor af hans voldsomme
Lan-dingsmaade. De skjønneste Glemmigej Øjne oplivede et næsten
altfor fint, altfor kvindelig formet Ansigt. En let, lys Sky af
en Bart bøjede sig over de lysrøde Kinder, og de svulmende
Læber dækkede ikke ganske en Rad glinsende Tænder. Haaret,
som han lod hænge frit ned over Nakken, bølgede sig
silkeblødt, og de i saa lang Tid skaanede Hænder syntes snarere
at tilhøre en Klaverspiller end en Matros. At den vakre Tone
skulde have den rige, unge Sømand, som hun havde reddet,
vidste hele Bygden, endnu førend de Angjeldende ret havde
gjort sig selv Regnskab for sine gjensidige Følelser, og naar
vi paa den omtalte Vaardag allerede finde dem offentlig
forlovede, da er Publikum mere end de selv Skyld i dette
Hastverk, og fremfor det øvrige Publikum er det især Egnens Prest,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
