Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
447
som ved min Uagtsomhed blev efterglemt i Marseille. Men
den er i meget sikker Forvaring og vil ved første Lejlighed
blive bragt til Kjøbenhavn. Imidlertid faar De tage til Takke
med mine Erindringer og en Del Tegninger.«
Dagen henflød saare behagelig, og da Anton imod Aften
saa sig omringet af en Mængde gamle Bekjendtere, der vare
indbudne, tabte den vemodige Stemning sig hos ham, som
saa let forener sig med den inderligere, højere Glæde, der kun
blomstrer i den enge Kreds af de Dyrebareste for vort Hjerte.
Han blev saare oprømt og fortalte de muntreste af Rejsens
Eventyr. Da Rikke mærkede, at de mange krydsende
Spørgsmaal, der snart satte ham i øst, snart i Vest, begyndte at
trætte ham, foreslog hun Selskabet at sætte sig i en Kreds og
efter Rad gjøre ham, Enhver især, et Spørgsmaal, som han i Ro
kunde besvare. Det blev vedtaget, og Raden kom til Presten,
Antons Barndomslærer. »Sig mig«, sagde denne, »hvilket
Land forekom Dig interessantest; var det Rom med dets
prægtige Ruiner eller Athen med dens betydningsfulde
Levninger! Jeg ved, Du var som Barn Græker med Liv og Sjæl.«
■Det er jeg endnu«, svarede Anton, »men hverken Rom eller
Athen greb mig med den Inderlighed som Orienten. Hist
bliver man ikke færdig med at beundre, med at nyde; men
Historien efterlader intet dunkelt Slør over Oldtiden, og den
plastiske Natur er lig Marmoret, hvis Overflade tilfredsstiller
vort Blik, medens det forstenede Indre ej volder nogen
Længsel eller Anelse. Jeg ved, hvad der er indenfor; men det
falder mig ej ind at sønderbryde Formen for at betragte,
hvad den dølger. Anderledes er det med Orienten. En dyb
Aand rører sig i de sønderbrudte, adspredte Levninger;
Historien har der kun en Lampe at lyse med, ingen Fakkel. Men
dette Lampeskin, Hr, Pastor, det bringer Hjertet til at bæve
af en sød, inderlig Fornemmelse«. — »Du — Du Tydsker!«
sagde Presten smilende; »men jeg begriber meget vel, hvad
Du vil sige. Den græske Storhed, østens Blomsterverk og
Romernes Mangfoldighed lader sig ikke sammenligne; de ere
uforenbare. Men derfor kan man jo nyde enhver for sig, og
den Plastik, som Du synes at have tabt Kjærligheden for, den
er dog det Fuldendte, dersom Livet er mere end Drømmen,
Dagen mere end Tusmørket«. Anton hørte ikke længere paa
ham. »Uforenbare!« sagde han sagte hen for sig, og lagde
Hovedet i Haanden; »uforenbare;« raabte han højt. »Nej,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
