Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
459
andre Barbarer, og paa Udsoning var ej at tænke, med
mindre Du fandt Dig i at aftræde alle erobrede Lande til ham
og trække de gamle, snevre Grændser omPalmyra«. — »Det
havde jeg ventet. Men hvor snart kan hans Armee være her?«
— Den er allerede under Vaaben; maaske i dette ’øjeblik
paa Marschen. Ved lumpne Kunstgreb opholdt man mig under
forskjellige Paaskud i flere Uger paa Vejen«. — »Longinus«,
sagde Zenobia med Fatning; »nu er den Tid kommen, da
Zenobia skal vise sin Kraft og Du din Skarpsindighed. Jeg
har aldrig ejet Kvindetaarer i Farens Stund; de skulle ej
heller nu dunkle mit klare Blik. Der ser Du din Vikarius, min
Ven Achilleus; træd ind i mit Kabinet med ham og gjør
ham bekjendt med vor Forfatning«.
Stemningen blev snart meget alvorlig i Palmyra; Rygtet
om den fremrykkende romerske Armee, Dronningens alvorlige
Krigsrustninger, Statsmændenes stille Virksomhed og de frem
og tilbage jagende Kurerer; — Alt satte Folket i den
uroligste Spænding. Da lød Zenobias Befaling, at den hele Stats
Indvaanere skulle forsamle sig paa det store Torv. Selv
traadte hun frem iblandt Mængden, hendes tre Sønner i
Pur-purkaaber ved hendes Side, Longinus og Achilleus foran den
prægtige Hofstat. Dronningen opløftede sin herlige Stemme,
og holdt en Tale, fuld af mandigt Mod, fuld af kvindelig Ynde.
Hun forestillede Folket dets tilkommende Konger. »Frygter ej«,
sluttede hun, »imedens en af disse endnu lever. Jeg og mine
Sønner ere beredte til at ofre Livet for Eder; men saa længe
en Frugt er tilbage af det kongelige Palmetræ, saa længe har
det ej mistet sin Krone«. Da hyldedes de tre unge Mænd
af det jublende Folk, og Zenobia gik bort med rolig Højhed.
Om Aftenen traadte Achilleus, endnu opfyldt af
Dronningens Storhed, ind til Rabbi Eliezar. Han var ikke tilstede,
men Zilha sad grædende i en Krog af Stuen. »Hvad fejler
Dig, yndefulde Zilha, og hvor er din Fader? — »Ak«,
svarede Pigen, »jeg er meget ulykkelig. Min elskede Plejefader
er fængslet, og ser maaske ikke den kommende Sol«.
Forfærdet veg Achilleus tilbage. Da greb Zilha Luten, fremkaldte
dens melodiske Toner og sang:
»Nat er i min Sjæl, Sorgens Nat, der er uden Maanesølv
og Stjerneguld; ej heller dufte Natviolerne og Myrrhabuskene;
thi det er øde som i Syriens Ørken i mit Hjerte«.
»O Du, Du kom, Fremmede! som en Raa kom Du fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
