Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
461
hvor vigtige Statssager ventede ham. Men det var umuligt
at komme ud af Mængden, og det var næsten som om den
hele Trop af Forklædte kun havde ham isigte; thi hver
Gang han troede sig fri, blev han omringet af et Par af
dem. Snart var han i Selskab med Silen og Bachus, snart
med Fauner og Nymfer. Endelig troede han sig fri. Han
havde trængt sig ind imellem nogle uoplyste Pilastre. Da greb
et sælsomt, broget kvindeligt Væsen hans Haand med
Kjæmpe-styrke; om Hovedet havde hun et tæt, foldet Slør, som faldt
ned over hendes Ansigt og Bryst. I Haanden førte hun en
firkantet, stor Bog, hvorpaa med en fremmed Skrift stod fire
lueforgyldte Tegn. »Har Du ikke Lyst til at vandre med
mig fra al denne Elendighed?« spurgte Masken i et Sprog,
der var meget forskjelligt fra alle ham bekjendte Tungemaal,
og som han dog til sin store Forfærdelse baade forstod, og
som syntes ham inderlig bekjendt. En klar Glands omgav
hende pludselig midt i Mørket, ligesom naar Maanen træder
frem imellem tykke Regnskyer. Hun slog Sløret tilside, og
et huldt, bekjendt og dog fremmed Ansigt smilede ham imøde.
»Følg mig, Yngling; Du har længe nok tumlet Dig her
imellem disse Mennesker. Vær fri, slaa op i min Bog, og jeg
skal slaa Trylleslaget over denne Ruinhob. Zilha og Zenobia 1
Lad dem være I Giv dem Ro; tag din Haand fra dem, saa
falde de sammen under Ruinerne«. Da saa Akhilleus
forskrækket paa Bogen og klart stod Skriften ham for øje og
han læste et Aarstal, langt henne i Fremtiden. »Nej, nej!
jeg tør ikke, jeg kan ikke!« sagde han endelig og vendte sig
bort. »Jeg længes efter Dig, Du underlige Kvinde, og jeg
skjælver for Dig. Lad mig være!« — »Nu vel! dit Maal
er da ikke fuldt; saa sværm endnu, Daare! Men imorgen,
imorgen vil jeg komme igjen«. Hun forsvandt; Achilleus
saa med en underfig Følelse efter hende, og hans Bryst blev
trangt.
Endelig stod han igjen i sit ensomme Palads for de
op-taarnede Pergamentsruller. Men ligegyldig og spottende
bladede han dem igjennem; skrev Breve til fremmede Hoffer og
udarbejdede forviklede Planer lige til Morgenstunden og fandt
til sin store Forundring, at det Hele havde lykkets ham bedre
end nogensinde.
Ved Dagbrud blev han kaldt til Zenobia, og hun saavel
som Longinus faldt i glad Forbauselse over den Indsigt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
