Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
nings Vilje. Det er endnu Tid.« — Hurtig styrtede han
igjennem Gaderne og hen til Rabbi Eliezar. Oldingen mødte ham
med et Favntag. Men Achilleus rev sig løs og spurgte efter
Zilha. »I denne Aften, Gamle, i dette øjeblik skal Du forene
mig med hende. En Time, og det er maaske for sent. Nøl
ikke, se ikke paa mig! Jeg ved, Du vil give mig Pigen; men
snart, nu strax.« Zilha traadte ind, og Achilleus drev stærkere
paa den Gamle, idet han, skjælvende for enhver Bevægelse
paa Gaden, drog hende tæt til sig. »Ved Du, at Dronningen
—« spurgte Zilha, og lod hans Haand falde. »Just derfor, i
Navn af Alt, hvad helligt erl« raabte Achilleus stormende.
Da løftede Zilha sit Slør og sank i hans Arme. Det var
Zenobia!
»Du har vundet mit Hjerte og Du fortjener at dele min
Trone,« sagde med Højhed og Kjærlighed den store Kvinde,
»men ren bevare Du min Kjærlighed i din Barm. Zenobia har
aldrig følt Sandsernes Storm, og Verden anser mig for en kold,
følesløs Skabning, fordi jeg ikke kan drikke af det låve
Vellystbæger. Du, Achilleus, Du er den Eneste, for hvem jeg
endnu kunde nære Kjærligheds Lue; thi Du alene af alle
Dødelige kan bevare den ren, Du Mand af en fremmed Tid;
Du kan elske min Sjæl med din Sjæl, og Du vil ikke forlange
at sætte den brusende Bærme for dine Læber«. Derpaa
trykkede hun et sjælefuldt, men roligt Kys paa hans Læbe, og
førte ham med sig igjennem en hemmelig Gang fra Rabbiens
Bolig op i Slottet.
Det var Morgen; drømmende stod den nye Konge i sit
Purpur paa den høje Slotsbalkon og skuede ud over den
tumlende Folkemængde, der ligesom anstrængede sin sidste Kraft
for efter saa mange sørgelige Afvexlinger endnu en Gang at
hvirvle et jublende Glædesraab i Luften; det Haab, den nye
beundrede Konge kunde opvække hos det, var alene som en
Afglands paa de vestlige Høje af den dalende Sol; det var
ingen Morgenrøde. Achilleus følte det med Vemod, og Zenobia
søgte forgjæves at dølge sin Kummer og bange Anelse.
Lon-ginus var ved Emesa bleven ofret for sin Troskab, og
Achilleus ventede sig en ikke mildere Skjæbne.
Da reiste sig en frygtelig Tummel. Forrædere eller
Fortvivlede havde aabnet Stadens Porte, og den romerske Hær
drog ind, som naar Havet har brudt en mægtig Dæmning og
overskyller Landet med Død og Elendighed. Da tabte Zenobia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
