Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
467
sin Fatning, da udbrød hun: »Achilleus! jeg føler, at jeg er
Kvinde. Du er Mand. Gjennembor dette Bryst, at det kan
faa Fred. Du har Kraft til at byde Fienden den sidste Trods.
Begrav mig under mine stolte Mure«.
Men Achilleus drog den skjønne, afmægtige Kvinde med
hurtige Skridt ind i Solens Tempel. Allerede stormedes dets
hellige Mure. Da aabnede han Løngangen, og førte hende
ned i de trygge Hvælvinger. »Hvor fører Du mig hen?«
spurgte hun mat. »Til Frihed!« svarede han og trykkede
hende i de tro Arme. Derpaa ilede han op i Templet, hvor
paa hans Befaling Zabdas havde indfundet sig med en udvalgt,
tapper liden Skare. Han vinkede, og de traadte ned efter
ham. Nu beskrev han Dronningen Vejen, og bad bende ile
over Eufrat. Selv vilde han først følge, naar Alt var tabt.
Zenobia var kommen aldeles til sig selv. Hun lod Krigerne
gaa foran, og da hun var alene med Achilleus, sluttede hun
ham endnu engang i sine Arme, og sagde: »Sandelig, Alt er
tabt, min Elskede; Alt uden vor Ti o til hinanden, og hvad
er det Øvrige at regne derimod? Du vil aldrig mere se mig,
det føler jeg, gjør din Pligt, og vend da tilbage til et
lykkeligere Aarhundrede, Men se, i Afskedens bitre Stund har jeg
et Mindetegn at give Dig.« Hun tog †n kostbar Sten frem
af sin Barm og viste ham de hemmelighedsfulde»
Karakterer, der med et magisk blegrødt Skjær glødede paa den
mørkerøde Bund. »Tag denne Sten til Dig; den er en
Talisman, som Du aldrig maa skille Dig ved. Saa længe Du
bærer den, skal Tid og Død ikke adskille os, og naar Du engang
i fjerne Tider finder den under dette Tempels Ruiner (thi med Dig
skal den nedsynke bag de hellige Mure), da skal vi atter
færdes, og Tidens Hjul skal gaa tilbage for os, ufatteligt for
Menneskene.« Saa talede hun og ilede fremad; men Achilleus
sank bevidstløs om, med Stenen i sin Haand.
4.
Det var en vakker Høstdag. Anton sad dybsindig i
Haven, og betragtede det affaldne Løv, og tænkte päa de fjerne
Lande og de fjerne Tider. Det var ikke Lærkens
Foraars-længsel efter Sydens Lunde, det var den stivnede Bis Længsel
efter at finde Fred i den kommende Vinterdvale. Lægen
30*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
